Tjek om du er på rette vej med din opsparing
Pensionsindbetalinger er ikke det eneste middel til at sikre sig en komfortabel alderdom.
Nøgletallet er 80 pct.
Så stor en del af ens løn skal man have til rådighed som pensionist, hvis man vil have præcist den samme levestandard som før pensioneringen.
At det ”kun” er 80 pct., skyldes, at man ikke skal betale arbejdsmarkedsbidrag af pensionen. Samtidig spares en del penge, som man var nødt til at bruge, mens man var i arbejde. Der var udgifter til transport, kantine osv.
Behovet for at skifte bilen ud regelmæssigt er der simpelthen ikke længere.
Pensionsselskaberne har anbefalet de 80 pct. i flere år. Men modsat hvad mange tror, skal målet ikke kun nås med en pensionsordning, men med en kombination af boligformue, likvid formue og pension.
Dermed spreder man sin risiko.
»Vores anbefaling er, at man sparer op, så al opsparing, pension inklusive ATP og folkepension, fri opsparing og bolig skal kunne give en dækning på 80 pct. af den normale løn,« siger seniorøkonom i Danica Mads Moberg Reumert.
Målet om de 80 pct. opnås ikke fra den ene dag til den anden. Formuen opbygges over mange år.
En lønmodtager med en løn på 800.000 kr. eller derover skulle gerne have en formue på lidt over 1 mio. kr. som 35-årig. Når vedkommende fylder 65, skal opsparingen være knap 10 mio. kr. Begge beløb er før skat.
Tjener man op til 300.000 kr., behøver man blot en formue på lidt over 1,1 mio. kr. for at sikre sin levestandard.
Danica har taget udgangspunkt i, at man starter med at spare op som 30-årig, frem til man bliver pensionist som 68-årig.
»Hvis man starter tidligere eller senere, er der helt andre krav,« understreger Mads Moberg Reumert.
Det kan være lidt kompliceret at udregne, hvor man står rent formuemæssigt. Der skal betales skat af pension, mens boligformuen og den likvide formue er skattefri. Man skal med andre ord omregne alle dele af formuen til en opsparing før skat.