Privatøkonomi

Renten presset i bund: Udenlandske investorer støvsuger markedet for boligobligationer

Høj rating og stor likviditet gør danske boligobligationer lette at sælge.

Det er i høj udenlandsk interesse for danske realkreditobligationer, der har presset de danske boligrenter helt i bund. Arkivfoto: Jens Dresling

Lån med fast rente er historisk billige, og det er der én god grund til: Udenlandske investorer støvsuger markedet for obligationerne bag disse lån.

Udlandet ejer nu obligationer for 473,1 mia. kr. svarende til 34,4 pct. af det samlede udlån, viser nye tal fra Nationalbanken. Det er knap 52 mia. kr. mere end ved starten af 2020.

»Danske realkreditobligationer har et særdeles godt ry i udlandet. Når der er øget usikkerhed om, hvor verdensøkonomien er på vej hen, er obligationerne en sikker havn for danske og udenlandske investorer,« siger chefanalytiker i Totalkredit, Sune Malthe-Thagaard.

Opkøbssulten er i høj grad med til at presse renterne ned. I øjeblikket har det toneangivende 30-årige lån en rente på blot 0,5 pct. Billigste 20-årige lån har en rente på et rundt 0.

Den store appetit på danske boliglån med fast rente skyldes, at de er meget sikre og har en såkaldt AAA-rating. Samtidig giver de investorerne et afkast, som er attraktivt sammenlignet med f.eks. statspapirer.

Samtidig er danske boliglån nemme at sælge igen.

»Det kan investorer godt lide. Det gør det nemlig meget fleksibelt og nemt for dem, hvis de på et senere tidspunkt har behov for at sælge obligationerne igen,« mener Sune Malthe-Thagaard

Coronakrisens tumultariske begyndelse, der sendte rystelser igennem de finansielle markeder, har altså på ingen måde skræmt udenlandske investorer væk i 2020. En ejerandel på 34,4 er en klar rekord i udenlandsk ejerandel af lån med fast rente.

2020 var et år med godt gang i boligmarkedet – til de flestes forbløffelse. Boligejerne tog mange flere realkreditlån med fast rente. I løbet af året steg lån med fast rente med hele 81,6 mia. kr.

Det er ikke kun obligationer med fast rente, der er lette at sælge. Når der er auktioner over obligationerne bag flekslånene, er der ofte mellem 3 og helt op til 7-8 bydere for hver obligation, der sættes til salg.

BRANCHENYT
Læs også