Privatøkonomi

Flere boliger blev sat til salg til en højere pris i marts

Antallet af boliger til salg stiger igen for første gang i et år, og priserne følger med. 

Gennem coronakrisen er der belvet solgt og købt boliger som aldrig før. Foto: Jan Dagø

Det er ikke nogen hemmelighed, at boligsalget skød i vejret i løbet af coronakrisen, hvilket i samme omgang markant reducerede udbuddet af boliger. Siden marts 2020 har antallet af boliger til salg været nedadgående, men oplever nu igen en stigning for første gang i et år.

Det viser nye tal fra boligsiden, der har opgjort udbuddet af bl.a. villaer og rækkehuse i hele Danmark i marts måned.

Antallet af udbudte boliger lå i marts 2020 på 34.131, men er efterfølgende langsomt dalet indtil det i februar i år ramte 25.924. Opgørelsen fra marts 2021 viser dog, at der er sket en lille stigning igen. I sidste måned lå der nemlig 26.490 boliger til salg på markedet.

Og med den lille stigning i antal af villaer og rækkehuse til salg, steg både den gennemsnitlige udbudspris og kvadratmeterpris også i marts måned. Den gennemsnitlige udbudspris for villaer i sidste måned var 2,4 mio. kr., mens den for rækkehuse lød på næsten 3 mio. kr. Det er den højeste udbudspris siden boligsiden.dk begyndte at lave opgørelser i 2018.

Kvadratmeterprisen er ligeledes steget til det højeste niveau i tre år for både villaer og rækkehuse. Her må boligkøbere af med 13.709 kr. pr. kvm. for villaer og 24.468 kr. pr. kvm. for rækkehuse.

Stigningen i udbuddet er imidlertid en glædelig nyhed, hvis man spørger ejendomsmæglerne.

»De sidste mange måneder er kampen om boligerne blevet stadig mere intens, og derfor vil det være godt, hvis denne nye udvikling får fat om boligmarkedet,« har Alexander Falck Winther, presseansvarlig i ejendomsmægleren Estate, tidligere sagt til Finans.

BRANCHENYT
Læs også