Privatøkonomi

Revisionshus: Forvent, at populært fradrag bliver kontrolleret

2020 var det første indkomstår, hvor danskerne selv skulle stå for deres kørselsfradrag.

Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Skattemyndighederne vil i det kommende år foretage flere kontroller af befordringsfradraget end nogensinde før.

Sådan lyder vurderingen fra BDO i revisionshusets nyhedsbrev Depechen, efter at Skattestyrelsen fredag offentliggjorde, at den var gået i gang med at udbetale overskydende skat for i alt 19,5 mia. kr. tilbage til borgerne i Danmark.

»Skattestyrelsen har i deres kommunikation haft megen fokus på befordringsfradraget. Givetvis fordi de har frygtet, at mange borgere ville glemme at reducere deres fradrag med de mange hjemmearbejdsdage,« lyder det fra Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent i BDO.

»Jeg er ikke i tvivl om, at Skattestyrelsen af samme årsag vil foretage væsentlig flere kontroller af borgernes befordringsfradrag end ellers,« udtaler Henning Boye Hansen.

Tidligere skulle arbejdsgiverne indberette, hvis medarbejderen mødte på arbejde samme sted hver dag. Men i forbindelse med denne årsopgørelse blev reglerne ændret. Med denne skulle pendlerne selv indtaste befordringsfradraget som følge af coronakrisen.

»2020 var jo det første år, hvor alle med ret til befordringsfradrag selv skulle indtaste deres fradrag. Jeg kan godt frygte, at en del borgere har misset dette og dermed snydt sig selv,« lyder det fra Henning Boye Hansen.

Ifølge et notat ville det have betydet, at et »stort« og »stigende« antal danskere vil få fortrykt et forkert befordringsfradrag, hvis reglerne ikke var blevet ændret.

»Det skyldes, at covid-19 og nedlukningen af store dele af samfundet har betydet, at ansatte, som normalt kun har udført arbejde på arbejdsgiverens faste arbejdsplads, for 2020 har måttet arbejde hjemme i et vist omfang. Den generelt positive tilgang til hjemmearbejdet forventes endvidere at give anledning til, at langt flere ansatte vil arbejde hjemme i årene fremover,« lyder det i notatet.

I slutningen af marts kunne Berlingske fortælle, at Skattestyrelsen havde lavet en fejl i en guide om kørselsfradraget. Dermed opstod der en risiko for, at pendlere har indtastet forkerte oplysninger, så de har fået et for stort fradrag.

BRANCHENYT
Læs også