Privatøkonomi

Finans Danmark oplyser om stigende interesse for nybyg, og Boligsiden melder om færre byggegrunde

Danskerne er ikke bange for at give sig i kast med at bygge eget hus, tværtimod. Det kan mærkes hos realkreditinstitutterne og ejendomsmæglerne.

Interessen for at bygge eget hus er steget markant. Foto: Emil Ryge Christoffersen

Flere boligejere vil være med, når den første sten bliver lagt på deres grund. Antallet af boligejere, der kaster millioner efter nybyg og byggegrunde, er steget markant. Ifølge eksperter på området er tendensen opstået i kølvandet på et travlt boligmarked, hvor de bedste boliger går som varmt brød.

I marts blev alle lånerekorder slået. Der blev indhentet 10.234 lånetilbud til boligkøb og nybyggeri, hvoraf 2.545 var lånetilbud til nybyggeri af boliger og sommerhuse. De forhenværende 3,5 år har antallet af indhentede lånetilbud i gennemsnittet været på 7.000 månedligt, viser tal fra Finans Danmark.

»Interessen for at bygge sin egen bolig er nået helt nye højder. Der er rift om de eksisterende boliger på markedet, og boligudbuddet er faldet markant det seneste år. Samtidig er udbudspriserne steget. Det er alt sammen med til at gøre det mere attraktivt at bygge nyt,« siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.

Når danskerne skal omlægge eksisterende lånetilbud eller indhente nye, er det næsten hver femte, der indhenter mere end ét lånetilbud. Ifølge Finans Danmark er det et fornuftigt træk, da det skaber en sund konkurrence mellem realkreditinstitutterne.

Interessen for nybyg afspejler sig også i antallet af byggegrunde til salg. I slutningen af marts var der 3.089 helårsgrunde til salg. Det er det laveste siden starten af 2015, viser tal fra Boligsiden.

Ifølge Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden, gør den aktuelle situation på boligmarkedet det svært for købere at finde den helt rigtige bolig, og derfor vælger flere at bygge deres eget hus, så de kan få det, som de ønsker.

Selvom nybyg bidrager til at flere får deres drømmehus, er der også en bagside af medaljen. Nybyg-tendensen strider nemlig imod den grønne omstilling. En nyere rapport fra ingeniørvirksomheden Rambøll viser, at det er mere miljøvenligt at renovere gamle huse fremfor at bygge nye.

Når der renoveres spredes CO2-udledningen ud over en lang periode og indtil at bygningen rives ned, men når der bygges nyt udledes store mængder CO2 her og nu. Om udledningen sker nu eller senere, er ikke ligegyldigt taget de politiske beslutninger i betragtning om klimaneutralitet 2050, det fortæller Christine Collin, som er senior bæredygtighedskonsulent i Rambøll og har stået for de tekniske beregninger i rapporten, til Byg Tek.

BRANCHENYT
Læs også