Nu gør rentestigningerne ondt: 2 pct.-lånet gør comeback
Visse boligejere med lån med 30 års afdragsfrihed skal overveje at konvertere lodret.
Nu rammes boligejere og købere af rentehammeren. Kurserne er faldet så meget, at 2 pct.-lånet nu gør comeback.
I første omgang er der kun tale om det mest rentefølsomme lån, som er med 30 års afdragsfrihed. Hidtil har 1,5 pct.-lånet været det toneangivende, men kursen på det er nu plumpet ned under den magiske grænse på 95.
Totalkredit og Jyske Realkredit er først med 2 pct.-lånet, men de øvrige institutter vil med stor sikkerhed følge med. Ellers får kunderne alt for stort kurstab, hvis de vil have 30 års afdragsfrihed.
Renterne er steget siden nytår, og renten på obligationer med lang løbetid er ifølge Jyske Banks chefanalytiker Morten Hassing Povlsen tæt på det højeste niveau i to år.
Rentestigningen er så markant, at boligejere, der nåede at få et 1 pct.-lån med 30 års afdragsfrihed, nu skal overveje at konvertere lodret. Kursen på det lån er helt nede omkring 90.
Dermed kan der skæres knap 10 kurspoint af gælden ved at lægge om til et 2 pct.-lån.
I Nordea Kredit vurderer man, at kursen på et sådant lån vil ligge på 99,1. Instituttet vil pga de børsetiske regler ikke oplyse, om et 2 pct.-lån er på vej.
Det er frygten for inflation, der har banket renten op. Inflation er gift for de lange obligationer, fordi fremtidige renteindtægter udhules.