Boligøkonom advarer imod hurtigt boligindgreb: »Jeg frygter, at markedet vælter«
Vi står i en situation, hvor markedet muligvis er ved at vende af selv, og derfor kan et indgreb mod afdragsfrihed fremprovokere store prisfald, advarer boligøkonom Curt Liliegreen.
Det kan få dramatiske konsekvenser, hvis Folketinget vælger at følge Det Systemiske Risikoråds anbefalinger om at gribe ind over for afdragsfrie lån.
Sådan lyder det fra projektdirektør i Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegreen.
»Jeg frygter, at markedet vælter fremkaldt af regulering og ikke af de normale økonomiske mekanismer,« siger han.
Han påpeger, at boligmarkedet muligvis er ved at vende af sig selv. Hvis det er tilfældet, vil et indgreb føre til massive prisfald.
Udfordringen er, at man skal være yderst forsigtig med at fortolke på nøgletallene, fordi vi er i en ukendt situation efter en pandemi, som vi ikke har været igennem før, lyder det fra Curt Liliegreen.
»Derfor vil det være klogere at vente og se udviklingen an i de næste par måneder. Hvis vi er ved at se en normalisering af boligmarkedet efter corona-pandemien, og så vil det være uheldigt at gribe ind,« siger han.
Helt konkret henstiller Det Systemiske Risikoråd til, at de danske boligejere ikke skal kunne optage afdragsfrie boliglån, hvis deres belåningsgrad ligger over 60 pct. Et sådant indgreb vil gøre boligejerne og bankerne mere robuste, lyder det fra rådet, der bl.a. består af nationalbankdirektør Lars Rohde, Finanstilsynets direktør Jesper Berg og flere uvildige eksperter.
Det er især i hovedstadsområdet, at boligpriserne er eksploderet, og risikorådet peger da også på, at tiltaget »adresserer systemiske risici på de segmenter af boligmarkedet, hvor der især er tegn på risikoopbygning.«
Curt Liliegreen er ikke i tvivl om, at begrænsningen af afdragsfrihed vil kunne dæmpe prisstigningerne i København. Problemet er bare, at det er et forslag, der rammer hele landet.
»Det er et forholdsvis vidtgående indgreb. Det retter sig jo mod alle de danskere, der har mere end 60 pct. belåning i deres bolig, og det er over 70 pct. Lidt under halvdelen af dem har afdragsfrie lån, så det er noget, der vil have en effekt i hele landet,« siger han og påpeger, at man tidligere har lavet stramninger specifikt for København og Aarhus.
I første omgang bør man se udviklingen an for at kunne vurdere, om presset på boligmarkedet fortsætter.
Curt Liliegreen hæfter sig ved, at Det Systemiske Risikoråd ikke kun forholder sig til den akutte trussel om et overophedet boligmarked, men også generelt ønsker at begrænse anvendelsen af afdragsfrie lån.
Curt Liliegreen ser helst, at man kan tillade et bredt udvalg af lånetyper, men han er ikke afvisende over for, at man kan komme i en situation, hvor det giver mening at stramme reglerne.
»Man kan overveje stramningerne på et senere tidspunkt. Men i første omgang bør man se udviklingen an for at kunne vurdere, om presset på boligmarkedet fortsætter, eller om vi er på vej ind i en vending,« siger han.