Privatøkonomi

Mandag slår rentehammeren: Disse boliglån er nu dobbelt så dyre som i januar

Der er stor sandsynlighed, for at de lange boligrenter vil stige yderligere, mener Sydbank.

Risikoen for, at de lange boligrenter vil stige yderligere er sandsynlig nu, mener Søren V. Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank. Foto: Joachim Ladefoged

Mandag bliver det dyrere at få et boliglån med fast rente. De seneste ugers rentestigninger betyder, at 2 pct.-lånet med 10 års afdragsfrihed bliver åbnet igen.

Dermed er prisen på 10 års afdragsfrihed fordoblet siden januar. Dengang lå 0,5 pct.-lånet i kurs 97, og et afdragsfrit lån på 2 mio. kr. kostede kun ca. 1.400 kr. efter skat.

Nu er prisen 2.800 kr. om måneden.

I første omgang er det kun Jyske Realkredit, der åbner lånet.

Meget tyder på, at boligrenterne vil fortsætte opad, mener cheføkonom i Sydbank, Søren V. Kristensen.

Det har nemlig store konsekvenser for boligrenterne, at den europæiske centralbank (ECB) for første gang siden 2014 forventer, at inflationen når 2 pct. i Europa. Det har været målet i flere år.

Vi har allerede set renterne stige, og holder den udvikling stik, kan det bare være begyndelsen.

Søren V. Kristensen, cheføkonom, Sydbank

»Vi har allerede set renterne stige, og holder den udvikling stik, kan det bare være begyndelsen. Det kan gøre det betydeligt dyrere at betale terminerne på boliglånet,« mener Søren V. Kristensen.

Renterne sendes opad, fordi flere og flere investorer efterhånden mener, at ECB allerede næste år vil hæve sin styringsrente. Stigende renter er gift for 20- og 30-årige boliglån.

Om det sker er tvivlsomt, mener Sydbanks cheføkonom.

»Så selvom kursen med en vis sandsynlighed er sat mod lidt højere renter, er det primært de lange renter, som i første omgang vil bevæge sig. De korte renter forbliver i vores optik både lave og negative de næste par år,« konstaterer han.

Også flekslånene er ramt af rentestigningerne. Således er renten på F5-lånet nu positiv igen. Renten på de øvrige flekslån er fortsat negativ.

»Investorerne skruer også op for forventningen til opstramninger af pengepolitikken, og det betyder, at det næppe er hos boligejerne, at champagnepropperne springer,« mener Søren V. Kristensen.

Ifølge afdelingsdirektør i Jyske Realkredit Mikkel Høegh er der nu to muligheder for boligejere, der har lån med lav rente.

»Udviklingen giver mulighed for at konvertere op og dermed skære 10-15 pct. af sin gæld, afhængigt af hvilket lån man har. Det er oplagt for nogen mens andre i denne inflationære tid sikkert er glade for deres lån med lav rente, der ikke stiger og stiger som energi- og fødevarepriserne,« mener Mikkel Høegh.

Læs også