Privatøkonomi

Skattereform rammer overalt: Alle ejerlejligheder risikerer prishug

Frem mod 2024 vil købere til ejerlejligheder forlange rabat. Det er en konsekvens af boligskattereformen.

Boligskattereformen, der træder i kraft i 2024, vil ramme ejerlejlighederne hårdt. Ikke kun i de store byer, men også i provinsbyer som her - Horsens. Foto: Colourbox

Danmarkshistoriens største omfordeling af skattebyrde bliver dyr for ejerlejlighedsejerne. Priserne på lejligheder vil falde over hele landet, når den nye boligskattereform træder i kraft, forudser realkreditkæmpen, Nykredit.

Stiger renterne ved samme lejlighed, vil prisfaldet forstærkes.

At det bliver over hele landet, er en undervurderet konsekvens, mener Nykredits chefanalytiker Mira Lie Nielsen. Hidtil har der kun været tale om de store byer - ikke mindst København.

Nye tal fra Skatteministeriet taler et tydeligt sprog: Effekten af boligskattereformen vil medføre prisfald i landets 15 største ejerlejlighedsbyer. Eksempelvis ventes priserne i Esbjerg at falde med 7,5 pct. Det er det samme som i Aarhus.

»Hele omlægningen af boligskatter handler om, at vi rent faktisk igen skal beskattes på basis af noget, som tilnærmelsesvis ligner virkeligheden. Det betyder i praksis, at der vil være være en omfordeling af boligskat fra huse og over på ejerlejligheder,« siger Mira Lie Nielsen.

Mekanismen bag skattereformen er sådan: Hvis man bor i eller køber en bolig inden 2024, skal man betale skat efter de gamle regler. Dermed får de pågældende en såkaldt skatterabat. Men køber man bolig fra 1. januar 2024, bliver man beskattet efter de nye regler. Disse regler rammer altså ejerlejlighederne benhårdt.

Mange købere vil simpelthen ikke have råd til så stort et realkreditlån, fordi skattebyrden bliver markant højere. Det betyder, at køberne ikke kan blive kreditgodkendt til at købe for så meget som før reformen. Derfor vil priserne komme under pres.

Skatteministeriet og Nykredit har regnet på, hvordan reformen vil påvirke lejlighedspriserne. Hvis en køber skal sidde for præcist det samme som sælgeren efter 2024, skal han eller hun have en rabat. Højst bliver den i Høje Taastrup med 9,4 pct. for en typisk lejlighed.

Mekanismen ventes at få konsekvenser allerede inden reformen. Jo tættere datoen nærmer sig, desto mere vil køberne være opmærksomme på at få rabat. Ellers får de et tab, hvis de vil sælge, umiddelbart efter at reformen er trådt i kraft.

»Ejerlejligheder har i mange år været for lavt beskattet, fordi grundene under dem er massivt undervurderede i sammenligning med vurderingerne på parcelhusgrunde,« siger Mira Lie Nielsen.

Den lave boligskat på ejerlejligheder har været kraftigt medvirkende til at ejerlejligheder har kunne stige så voldsomt i pris i en lang årrække, mener hun.

De største prisfald ventes at ske i kommuner som Gentofte og Jægersborg, men også i byer som Esbjerg og Herning vil køberne også miste en stor rabat, og den vil have en størrelsesorden, som realistisk set vil betyde prisfald, fastslår Mira Lie Nielsen.

»Jeg synes, det lidt overset, at det ikke bare er noget, som vil ramme i København og de andre allerstørste lejlighedskommuner, men ejerlejlighedsmarkedet i hele landet.«

Typeeksemplerne fra Skatteministeriet baserer sig på vurderingerne fra 2020.

Læs også
Top job