»Det går meget langsomt med at udligne lønforskellene«: Så stort er løngabet mellem kvinder og mænd
Kvinder bør være særligt opmærksomme på deres pensioner som følge af lønforskellen, lyder det fra Danica Pension.
Forskellen i lønposen mellem mænd og kvinder svinder kun langsomt ind, og indtil lønforskellene er blevet udlignet, bør kvinder have et særligt fokus på deres pensionsopsparing.
Sådan lyder det fra Danica Pension, efter at Danmarks Statistik har offentliggjort nye tal for løngabet mellem mænd og kvinder.
»Kvinder lever i gennemsnit længere, trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet i forhold til mænd, tager mere barsel og er i højere grad på nedsat tid samt at pensionsopsparing ikke deles ved skilsmisse,« lyder det i en kommentar fra Britt Dinesen Christiansen, der er seniorøkonom i Danica Pension.
»Derfor kan kvinder risikere at stå tilbage med en pensionsopsparing, der er en del lavere end mandens. Det kan i yderste konsekvens betyde, at kvinden må gå ned i levestandard i pensionslivet og derfor ikke har råd til det samme forbrug som før pensionering,« lyder det fra Britt Dinesen Christiansen.
Løngabet viser, hvor meget mindre kvinder tjener i forhold til mænd, og løngabet lå i 2020 på 11,9 pct. Det vil sige, at for hver 100 kr., som en mand tjente i 2020, tjente kvinden 88,1 kr. Løngabet er siden 2004 faldet fra 16 pct. til 11,9 pct.
I beregningen af løngabet bliver der taget udgangspunkt af i den såkaldte præsterede timer. Det betyder, at f.eks. barsel ikke har nogen effekt på løngabet. For under en barsel har man ikke nogen præsterede timer.
»Det går meget langsomt med at udligne lønforskellene. Det er det lange seje træk. For der ligger også faktorer, som kønsrollefordelingen derhjemme, der har en betydning her,« lyder det fra Britt Dinesen Christiansen.
Tallene fra Danmarks Statistik viser, at løngabet generelt stiger med alderen. Det største løngab finder man dermed i aldersgruppen 50 til 59 år, hvor det i 2020 lå på 14,9 pct.
»Så jo flere år på arbejdsmarkedet, jo større bliver forskellen mellem kvinder og mænds løn, hvilket er tankevækkende. Det kan selvfølgelig skyldes karrierevej, men hvis vi ser på tal for forskellene inden for erhverv, tjener mænd også her mere end kvinder i gennemsnit. Den største forskel er inden for ledelsesarbejde, hvor løngabet i 2020 lå på 19,3 procent. Den mindste forskel ses inden for almindeligt kontor- og kundeservicearbejde, hvor løngabet var på 3,6 procent i 2020,« påpeger Britt Dinesen Christiansen.
Tal fra Danmarks Statistik har tidligere vist, at kvinders pensionsopsparinger er mindre end mænds. I 2020 havde mænd i gennemsnit en pensionsopsparing på 779.000 kr., mens den for kvinder lød på 594.000 kr. Ser man på pensionsgabet mellem mænd og kvinder, har det været faldende siden 2016, men i 2020 stod det stille. Her lød pensionsgabet på 24 pct., hvilket også var tilfældet i 2019.