2.900 varmekunder undgår trist danmarksrekord: I stedet for en stigning på 186 pct. vokser varmeregningen 43 pct.
Rødglødende gaspriser fik i december Gudenådalens Energiselskab til at varsle en eksplosiv stigning i varmeprisen for 2022. Nu har en ny bestyrelse skåret toppen af stigningen.
Det vakte opsigt i hele landet og skabte lokal tumult, at midtjyske Gudenådalens Energiselskab i december varslede en 2022-varmeregning for en typisk husstand på 45.441 kr.
Anført af en ny bestyrelse er der siden blevet regnet på tallene, ligesom driften af varmeværket med 2.900 tilkoblede forbrugere i Bjerringbro og omegn er blevet optimeret, og det har skåret en stor luns af prisstigningen.
»Som gasprisen har udviklet sig, er det ikke gået helt så vildt alligevel, og så har vi optimeret på driften,« siger Allan Krantz Jensen, der i begyndelsen af januar blev valgt som ny formand for fjernvarmeværket.
Nyvalget kom, efter at den tidligere bestyrelse havde skabt ravage i det midtjyske med meldingen om en 2022-pris på 2.250 kr. for hver forbrugt megawatt-time (MWh). Til sammenligning lå prisen i 2021 på 500 kr.
Jeg kan godt forestille, at der vil møde flere op til generalforsamlingen, end hvad vi har været vant til.Allan Krantz Jensen, bestyrelsesformand i Gudenådalens Energiselskab
Men efter at den nye bestyrelse og en nyansat direktør har været rundt i hjørnerne af varmeværket og bl.a. har sænket fremløbstemperaturen på fjernvarmevandet og skruet ned for pumpetrykket, undgår varmekunderne den varslede stigning på 186 pct.
I stedet vil varmeregningen for en typisk husstand med et årligt standardforbrug af varme på 18,1 MWh lande på 19.687 kr.
Det er markant mindre end den varslede udgift på 45.441 kr., men 43 pct. højere end i 2021 svarende til en årlig ekstraudgift på knap 6.000 kr.
»Kort fortalt har driftsudgifterne i 1. kvartal været højere end den opkrævede pris. Især januar har trukket tænder, og det betaler vi så af på resten af året,« siger Allan Krantz Jensen.
For varmekunderne betyder meldingen rent lavpraktisk, at mens prisen for hver forbrugt MWh i 1. kvartal var 619 kr. inklusive moms, er prisen fra 1. april og året ud 978 kr. Den pris placerer Gudenådalens Energiselskab blandt Danmarks tre dyreste fjernvarmeværker, viser den seneste prisliste fra Forsyningstilsynet.
Til gengæld kan de 2.900 fjernvarmekunder glæde sig over, at Gudenådalens Energiselskab også optræder på listen over fjernvarmeselskaber, der kan komme i spil til at få del i den nyligt vedtagede varmecheck på 6.000 kr. til trængte varmekunder.
»Vi er kommet på listen, fordi vi overvejende fyrede med naturgas sidste år. Jeg forestiller mig, at der er forbrugere, som er glade over udsigten til at få 6.000 kr., men personligt er jeg modstander af varmechecken. Hvad kunne vi som samfund ikke have fået for de 2 mia. kr.?« siger Allan Krantz Jensen og fortsætter:
»Vi kunne have investeret i varmepumper på fjernvarmeværkerne, som kunne komme folk til gavn hvert år. Varmechecken gælder kun for i år, og der er umiddelbart ikke noget som tyder på, at naturgassen bliver billigere næste år. Men selvfølgelig er jeg glad for, at vores forbrugere også er med på listen,« siger fjernvarmeformanden.
Efter en turbulent periode afvikler Gudenådalens Energiselskab generalforsamling sidst på måneden, og det vil givetvis være et tilløbsstykke efter en periode med stor usikkerhed omkring fjernvarmeregningen, lyder det.
»Jeg kan godt forestille, at der vil møde flere op til generalforsamlingen, end hvad vi har været vant til,« siger Allan Krantz Jensen.


