Privatøkonomi

Det er ikke slut: F1-renten kommer under stort pres

Centralbankchef Christine Lagarde melder kontant ud: Renten kommer til at stige til juli.

Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, er sikker: ECB hæver renten til sommer, og det rammer F1-lånerne umiddelbart. Arkivfoto: Joachim Ladefoged

Det er ikke slut endnu. Senest til juli vil F1-renten med stor sandsynlighed stige yderligere.

Den forudsigelse kommer fra Sydbanks cheføkonom Søren Kristensen. Chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde sendte onsdag formiddag et klart signal om, at renten bliver hævet til juli.

»Det rammer også danske forbrugere og boligejere, for alt tyder på, at Nationalbanken kopierer renteforhøjelsen,« siger Søren Kristensen.

Og Sydbanks cheføkonom har historikken med sig. Gennem årene har der været et klart sammenfald mellem F1-renterne og Nationalbankens rentesatser.

Og meldingen fra Christine Lagarde var både klar og kontant. Opkøbet af obligationer for nye penge stopper ved indgangen til tredje kvartal. Samtidig meddelte hun, at centralbankens tidligere signal om en renteforhøjelse efter nogen tid nu kan betyde få uger.

»Det er noget nær så tydeligt et signal, som man kan få, når det kommer til centralbanker. Det betyder nemlig, at medmindre situationen ændrer sig meget markant, så sætter ECB renten op på rentemødet den 21. juli,« mener Søren Kristensen.

Det vil ramme en række renter herhjemme, hvor særligt de helt korte boligrenter vil stige.

Søren Kristensen, cheføkonom, Sydbank

Det vil med stor sandsynlighed betyde, at Danmarks Nationalbank følger efter og hæver den danske rente fra minus 0,6 til minus 0,35 pct.

»Det vil ramme en række renter herhjemme, hvor særligt de helt korte boligrenter vil stige. Det samme kan ske for indlånsrenterne og renter på forskellige typer af banklån,« siger Sydbanks cheføkonom.

Sydbank forventer, at Nationalbanken har sat renten op med hele 0,75 pct. inden jul.

Læs også
Top job