SAS-aktien tog et kraftigt nyt dyk efter nyhed om konkursbeskyttelse
Nyheden om, at SAS har søgt om konkursbeskyttelse i USA, behager ikke investorerne, som tirsdag igen har sendt SAS-aktien til bunds på børsen.
For anden dag i streg har SAS-aktien taget et kraftig dyk, denne gang på næsten 10 pct., efter ledelsen tirsdag morgen offentliggjorde, at selskabet har søgt konkursbeskyttelse i USA under de såkaldte ”chapter 11”-regler.
Mandag faldt SAS-aktien med 7 pct., da 1.000 SAS-piloter indledte en strejke, som betyder, at flyselskabet må aflyse 50 pct. af sine afgange, hvilket berører over 30.000 passagerer dagligt. Problemerne hober sig derfor op for SAS, ifølge Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.
»Lige nu er det de kortsigtede investorer, som spiller en rolle. For de langsigtede investorer har virkeligheden ikke ændret sig, og uanset om piloterne fortsat strejker i morgen, skal SAS skaffe kapital,« siger han.
Per Hansen har tidligere beregnet, at en strejke i højsæsonen vil koste SAS mellem 50 og 100 mio. kr. om dagen, mens Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, estimerer et tab på 70 mio. kr. for selskabet.
»Man er klar over, at SAS skal rekapitaliseres, og at det skal ske via en konvertering af gæld til aktier og udstedelsen af nye aktier, hvilket vil udvande de eksisterende investorer,« understreger Per Hansen og tilføjer, at det kan afholde investorerne fra at købe op i SAS-aktier.
Den norske finanskoncern DNB skriver i en analyse, at SAS-aktien kan vise sig at blive værdiløs efter selskabets beslutning om at gå i rekonstruktion og den ventede udvanding af aktien, ifølge MarketWire.
DNB har et kursmål på 0,10 kr. og anbefalingen “sælg” på SAS-aktien.
Per Hansen forventer, at SAS-aktien vil se store udsving det næste stykke tid.
»Kursudviklingen vil være præget af håb og frustration, mens SAS’ ledelse og personalet skal afgøre selskabets fremtid. Det vil få aktiekursen til at bølge frem og tilbage, indtil der er lagt en plan,« konstaterer han.




