Skat på 80 pct.: Så mange snyder sig selv for millionfradrag
Danskere, der har indbetalt for meget på deres ratepension, får ingen hjælp fra skattemyndighederne.
Op mod 40.000 danskere har snydt sig selv for fradrag på over 300 mio. kr.
Så mange har indbetalt for meget på deres ratepensioner og dermed ikke fået fradrag for hele indbetalingen.
Tirsdag kunne Finans fortælle, at udviklingen vækker bekymring hos Sampension, der hvert år kontakter sine kunder for at gøre opmærksom på problemstillingen.
Tallene stammer fra et svar fra Skatteministeriet til skatteudvalget. I 2020 havde knap 36.000 danskere ikke fået korrigeret for 327 mio. kr. Der er ikke tal for 2021, men ifølge BDOs chefkonsulent Henning Boye Hansen drejer det formentlig om ca. 350 mio. kr.
Det baserer han på, at beløbet har været meget stabilt omkring 300 mio. kr. siden 2016.
Problemerne startede i 2012. Dengang forringede man fradragsmulighederne for ratepensioner med et loft på 50.000 kr. I 2022 er loftet 59.200 kr. Betaler man mere ind, får man intet fradrag.
At indbetale penge på en ratepension uden at få fradrag betyder, at der betales skat to gange: Første gang, når man tjener dem, anden gang, når man får dem udbetalt som pension. Det kan give en samlet marginalskat på op til 80 pct., beregner BDO.
Henning Boye Hansen er forarget over, at Skattestyrelsen ikke orienterer de danskere, som er kommet i klemme.
»Efter min mening burde det være det mest naturlige i verden, at styrelsen automatisk henvendte sig til de pågældende – endda flere gange – for at gøre opmærksom på problemstillingen. Skattestyrelsen siger jo selv, at den ikke kun arbejder for at sikre, at ingen betaler for lidt i skat, men i lige så høj grad for, at ingen betaler for meget,« siger Henning Boye Hansen.
Og det er netop vigtigt at få øje på fejlen, ellers kan man ikke gøre noget ved det. Der er to muligheder for at reparere på skaden, understreger BDOs chefkonsulent. Men det haster med den ene.
- Man kan enten hive pengene ud af pensionsordningen igen. Det kan ske skattefrit, og der er ikke nogen tidsfrist.
- Man kan overføre det overskydende beløb til en livsvarig livrente. Dermed genvindes fradragsretten. Dette kan kun ske tilbage til og med indkomståret 2019.
Trods af de åbenlyse fordele ved at gøre én af delene, er der altså hvert år tusindvis af danskere, der hverken gør det ene eller andet, viser tallene.
I gennemsnit har de berørte fået beskåret deres fradrag med omkring 8.000 kr. For en topskatteyder giver det en unødig merskat på små 4.200 kr.
»Det er vores vurdering, at der er mange gengangere imellem, og at der for nogle derfor er tale om ganske betydelige beløb set over tid,« fastslår Henning Boye Hansen. Samme vurdering har Sampension.
En af måderne at opdage det på er at tjekke årsopgørelsen grundigt. Står der noget om ”fradragsbeskæring”, gælder det om at få kontaktet sit pensionsselskab eller sin bank for at få styr på fradraget, lyder rådet fra BDO.