Nu giver det mening: 3,5 pct.-lånet er i spil igen
Kursudsvingene er så voldsomme og sker så hurtigt, at kurssikring er mere attraktivt end tidligere.
Kursen på 4 pct.-lånet er på det højeste niveau i et halvt år. I ly af dette ligger 3,5 pct.-lånet, og det har oplevet præcist den samme udvikling og er nu oplagt ved lodret konvertering eller boligkøb.
Tommelfingerreglen er, at kursen på et 30-årigt boliglån skal ligge i mindst 95, før man skal bruge det. Det er 3,5 pct.-lånet med afdrag kun 0,3 kurspoint fra. Forskellen er så lille, at den reelt ingen betydning har.
Men udviklingen kan hurtigt vende, mener Totalkredits chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard, og realkreditgiganten kommer med denne forsigtige opfordring ikke mindst til dem, der overvejer at konvertere deres 6 pct.-lån.
»For at en opkonvertering er en god idé, skal renterne falde igen. Ellers ender man med at sidde med et dyrere lån på trods af, at man har skåret en stor luns af gælden,« siger Sune Malthe-Thagaard.
Kursudsvingene er voldsomme, og det har de været i snart et år. De fleste af dem, der har et 6 pct.-lån, tog det i oktober i forbindelse med en opkonvertering fra en meget lav rente.
»Det fik deres gæld til at falde med op til 40 pct., og allerede nu under et halvt år senere kan de skære en tredjedel af renten igen,« konstaterer Sune Malthe-Thagaard.
I en periode med så vilde kursudsving anbefaler realkreditinstitutterne at kurssikre.
På et tidspunkt skal man slå til, hvis man ønsker at nedkonvertere, frem for at vente og se tiden an.
Muligheden for nedkonverteringen hurtigt kan forsvinde igen, hvis investorerne får kolde fødder efter de seneste dages kursstigninger inden man når at slå til.
»På et tidspunkt skal man slå til, hvis man ønsker at nedkonvertere, frem for at vente og se tiden an,« mener Sune Malthe-Thagaard.
En kurssikring er ikke specielt dyr sammenlignet med den kursrisiko, man ellers løber.
- Hvis man skal kurssikre fem måneder frem, koster det et kursfradrag omkring 1 point på 4 pct.-lånet.
- Løber kurssikringen en til tre måneder, ligger kursfradraget i øjeblikket på 0,3 til 0,7 point.
Foruden kursfradraget er der et gebyr på typisk 1.000 kr.
En kurssikring nu betyder, at man går glip af yderligere gevinst, hvis renterne falder yderligere, understreger Totalkredits chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard.
»Lige nu kan man bare se meget tydeligt, hvor hurtigt et rentefald kan vende til fornyede stigninger. Om det så bider sig fast eller ej, er jo svært at ramme.« mener han.
Kun Totalkredit har indtil videre et 3,5 pct.-lån med afdrag.