Fortsæt til indhold

Gaskunders spareiver fører til prishop: Evida hæver tarifferne med op mod 60 pct.

Færre kunder og et faldende gasforbrug får Evida til at hæve tarifferne. Hårdest ramt er hovedstadsområdet samt Nord- og Midtjylland.

Omkring 370.000 varmekunder skal fremover betale i værste fald op til 60 pct. mere til statslige Evida for at få leveret gas via naturgasnettet. Foto: Jens Dresling
Privatøkonomi

Midt i energikrisens rasen rammes op mod 370.000 private varmekunder med et gasfyr nu af stigende udgifter for at få gassen leveret.

Den 1. april har statslige Evida, der står for distributionen af al gas via gasnettet i Danmark, hævet priserne med op mod 60 pct.

»Evida arbejder hver dag for at effektivisere gassystemet. Et faldende gasforbrug betyder dog, at Evidas indtægter falder, mens udgifterne til at drive gasnettet er stigende bl.a. på grund af inflation og grøn omstilling, og derfor må vi desværre hæve tarifferne,« forklarer Evida i en mail til Finans om prisstigningen.

Grundet en historisk tredeling af gasnettet i Danmark rammes gaskunderne imidlertid meget forskelligt.

Mens gaskunder i Sydjylland og på Syd- og Vestsjælland rammes af et prishop på 9 pct., hæver Evida priserne – de såkaldte tariffer - på Fyn med 30 pct. Hårdest ramt er private gaskunder i hovedstadsområdet og Nord- og Midtjylland, der rammes af et prishop på 60 pct.

I kroner og ører ligger den årlig merudgift inklusive moms til Evida i niveauet 341-723 kr. for et hus på 130 kvadratmeter med et ifølge Energistyrelsen typisk gasforbrug svarende til 1.650 kubikmeter om året.

Selv om Evida nu skruer op for priserne, betyder det ikke, at overskuddet vokser, lyder meldingen fra selskabet, der formelt ejes af Finansministeriet.

»Tariffen skal løbende afspejle de omkostninger, som det koster at drive at nettet, og når de transporterede mængder er lavere end tidligere, giver det sig udslag i en højere enhedspris,« forklarer Evida-ledelsen til Finans.

I samme åndedræt varmer Evida op til, at fremtiden alt andet lige vil byde på nye prisstigninger i takt med, at antallet af gaskunder falder.

Alene i 2022 afkoblede Evida 21.000 kunder fra gasnettet, hvilket er ny rekord, og politisk er ambitionen, at det i 2035 er slut med at opvarme boliger med gas.

»Det betyder naturligvis også, at Evida forbereder sig på at drive gasdistributionsnettet med færre forbrugere. Derfor er vi bl.a. i gang med at se på den måde, tarifsystemet er sat sammen på,« lyder det fra Evida-ledelsen, der anføres af adm. direktør Kim Søgård Kristensen.

Samtidig har energikrisens skyhøje priser sat sig i gasforbruget, idet kunderne sidste år brugte 24 pct. mindre gas alene til opvarmning.

Alt sammen betyder det, at pilen peger i retning af stigende tariffer.

»Det hurtige fald i gasforbruget, vi har set det sidste års tid og forventer i de kommende år, vil dog alt andet lige betyde løbende justeringer af distributionstarifferne, når færre kunder skal dække omkostningerne til at drive nettet,« fastslår Evida overfor Finans.

Evidas indtjening – og dermed bl.a. distributionstarifferne – er fastlagt via en rammelovgivning, som skal sikre, at indtægterne krone til krone svarer til driftsudgifterne. Det er Forsyningstilsynet, som holder øje med, at indtægter og udgifter løbende går i nul.

Artiklens emner
Olie og gas