Der er tusindvis af afgiftskroner at spare ved at købe en grøn bil i 2023 fremfor at vente til næste år
Den 1. januar 2024 stiger afgiften på Danmarks meste solgte plug-in-hybridbil, Ford Kuga ST Line, med 15.000 kr. Tesla Model Y bliver også ramt af afgiftsstigninger i 2024.
Selv om der står sommer på programmet, bør danskere på jagt efter en eldreven bil allerede nu tjekke 2023-kalenderen en ekstra gang, hvis de vil undgå stigende bilafgifter.
De grønne bilafgifter aftalt i december 2020 betyder nemlig, at både el- og plug-in-hybridbiler bliver ramt af afgiftsstigninger den 1. januar 2024.
»Overvejer man at købe en plug-in-hybrid, er der penge at spare, hvis man får den indregistreret i 2023 og dermed undgår at snuble over næste års afgiftstrin,« siger forbrugerøkonom Ilyas Dogru i en gennemgang af afgiftsstigningerne, som FDM har foretaget.
Afgiftsstigningerne er en del af aftalen bag de grønne bilafgifter og betyder f.eks., at registreringsafgiften på plug-in-hybridbiler stiger fra 55 pct. til 60 pct. næste år. Samtidig sker der en regulering af bund- og batterifradraget, ligesom der skrues på CO2-tillægget. Alt sammen betyder det højere afgifter.
Ilyas Dogru peger på, at for markedets bedste sælgende plug-in-hybridbil, Ford Kuga ST Line, vil ændringerne f.eks. betyde en stigning i afgiften på 15.000 kr.
Elbiler bliver først ramt af bilafgifter, når nyprisen passerer 430.000 kr. Men i prisniveauet over 430.000 kr. venter der også afgiftsstigninger, viser FDM-beregningerne.
»Den mest solgte bilmodel i 2023, Tesla Model Y til ca. 441.000 kr., stiger med ca. 7.000 kr. For elbiler, der koster 450.000 kr. eller mere, er der tale om et beregnet fast afgiftshop på 11.699 kr.,« påpeger FDM.
Årsagen til stigningen er især, at bund- og batterifradraget år for år falder for elbiler.
De senere par år har bilkøbere oplevet, at der kan være lange leveringstider på især eldrevne biler. Derfor understreger Ilyas Dogru, at der er al mulig grund til at komme ud af startblokken, hvis målet er at få fingrene i en eldreven bil, før afgiftsstigningerne rammer.
I den forbindelse understreger bileksperten, at det er vigtigt at huske på, at afgiftsbetalingen bestemmes af indregistreringsdatoen.
»Vi har oplevet, at mange medlemmer har fået udskudt deres levering, og det kan påvirke den endelige pris på bilen, hvis det først bliver i det nye år. Derfor bør man sikre sig mod afgiftsstigninger i slutsedlen,« lyder rådet fra Ilyas Dogru.
De løbende reguleringer afgifterne på grønne biler er en indbygget del af 2020-aftalen. Den helt store ændring rammer dog først i 2026, hvor elbil-afgiften hopper fra 40 pct. til 48 pct. for at runde 56 pct. i 2027.
I bilkredse har bl.a. FDM og DI Bilbranchen allerede været ude med advarsler til politikerne om, at de planlagte afgiftsstigninger risikerer at lamme hele den grønne omstilling af bilparken, fordi elbiler bliver så dyre, at danskerne vil gå langt uden om dem.
FDM-beregninger har tidligere vist, at f.eks. supersællerten Tesla Model Y i den såkaldte LR-udgave vil koste 537.282 kr. i 2027 alene på grund af de aftalte afgiftsstigninger. I dag koster bilen 440.990 kr. – en forskel på 22 pct.
Indtil videre har advarslerne prellet af på skatteminister Jeppe Bruus (S), der dog erklærer sig parat til at gå ind i sagen, hvis det viser sig, »at der er behov for flere tiltag de kommende år« for at understøtte målet om mindst 775.000 eldrevne biler på vejene i 2030.
Forligspartierne bag de grønne bilafgifter har aftalt et servicetjek af 2020-aftalen i 2025.

