De nye investorer må i høj grad klare sig selv
Mens de etablerede banker koncentrerer sig om rådgivningskunderne, søger mange af de nye investorer hjælp på sociale medier.
De nye investorer vil ikke betale dyrt for at blive rådgivningskunder i banken. Og de vil selv være med til at bestemme, hvad deres penge skal investeres i. Men det betyder, at de skal uddanne sig og finde deres informationer uden om bankerne.
Det sker bl.a. hos investorplatformene Saxo Bank og Nordnet, samt i en hel række investor-communities, hvoraf mange er bygget op omkring Facebook.
»Det er vigtigt, at danskerne uddannes bedre i investering og får adgang til kvalificeret information. Og der er ingen tvivl om, at bankerne kunne gøre en positiv forskel på det her område,« siger direktør Nikolaj Kosakewitsch, Nasdaq Copenhagen.
Flere af de store traditionelle banker har imidlertid de senere år koncentreret sig om deres rådgivningskunder. De frygter bl.a. at komme i karambolage med investorbeskyttelsesregler om ikke at give generel rådgivning, der kan ramme kunder, de ikke kender forholdene for.
Det har betydet, at en del af de nye investorer får deres uddannelse i Facebook-grupper, hvor nye investorer jævnligt vil vide, hvordan man opretter en månedsopsparing, opbygger en portefølje etc. eller spørger, hvilken aktie de skal købe.
Nasdaq giver tilskud til nogle af de investor-communities, der i høj grad har overtaget investoruddannelsen. Herunder Female Invest, Dansk Aktionærforening og aktionærforeningens Unge Aktionærer.
Som privat investor skal man være opmærksom på, at rigtig meget af den information man får i dag er kommerciel. Handelsplatformene lever af, at folk handler.Mikael Bak, direktør i Dansk Aktionærforening
De to store handelsplatforme Nordnet og Saxo Bank giver ingen rådgivning, men har både artikler om opbygning af porteføljer og om forskellige tendenser.
»Og det er rigtig fint. Men som privat investor skal man være opmærksom på, at rigtig meget af den information man får i dag er kommerciel. Handelsplatformene lever af, at folk handler. Vi og andre forsøger at uddanne kritiske investorer. Men det er dyrt, og der gives ikke tilskud til investoruddannelse,« siger Mikael Bak, som er direktør i Dansk Aktionærforening.
EU har investoruddannelse højt på ønskelisten og har strammere krav til marketing via sociale medier på vej som led i en større pakke, der skal give investorer bedre vilkår.
Direktør Birgitte Søgaard Holm med ansvar for investering og opsparing i Finans Danmark kalder investoruddannelse for en fælles opgave for hele den finansielle sektor og investororganisationer.
»En undersøgelse fra CBS viste for nylig, at private investorer fortsat spreder deres investeringer for lidt og sætter for mange penge i en eller to aktier. Det koster afkast. Så der er stadig behov for mere viden,« siger Birgitte Søgaard Holm.
Som eksempler på, hvad sektoren gør inden for uddannelse, nævner hun Finans Danmarks årlige Pengeuge, og at flere banker tilbyder investeringsmøder for interesserede kunder.


