Kaldes ekstraordinært: Visse biler bliver billigere i hobetal
For anden uge i træk blev der sat bemærkelsesværdigt mange brugte biler ned i pris hos Bilbasen.
Der er rabat at hente på bilmarkedet i øjeblikket.
I hvert fald kan Danmarks største markedsplads for køb og salg af biler, Bilbasen, for anden uge i træk fortælle om bemærkelsesværdige tal.
I uge 44 blev der nemlig sat flere brugte biler ned i pris på en uge, end siden Bilbasen begyndte at følge prisjusteringer på brugtbilmarkedet i 2021.
Der blev lavet 5.162 prisnedsættelser hos Bilbasen i sidste uge af det samlede udbud på 64.100 biler til salg. Til sammenligning blev der rettet 4.814 biler i pris ugen forinden.
Især er forhandlernes fokus lige nu på liggetider, fortæller Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen.
»De biltyper, hvor efterspørgslen viger, bliver konsekvent sat ned i pris, så der bliver ryddet op i lagersammensætningen ude i forretningerne,« skriver han i en kommentar til de nye tal.
Ifølge markedsanalytikeren er det især to biltyper, som lige nu sættes ned i »ekstraordinært« antal. Dieselbiler og plugin-hybrider.
»Det er især antallet af prisnedsættelser på de brugte dieselbiler, der er forandret sammenlignet med tidligere. Det berettede vi også i sidste uge, men nedsættelserne fortsætter,« skriver Jan Lang.
Tidligere på ugen kunne Finans fortælle historien om, at salget for dieselbiler har det ekstremt svært i øjeblikket. Faktisk kaldte FDM’s forbrugerøkonom, Ilyas Dogru, det for et dødt marked.
Hos Bilbasen har man i øjeblikket 15.800 brugte dieseldrevne personbiler til salg. 52 pct. af dem er rettet ned i pris i de seneste fem uger.
For plugin-hybriderne blev der i snit sat 445 biler ned i pris om ugen i årets første otte måneder. De seneste fire uger er det snittal nu på 713. Altså en stigning på 60 pct.
Tidligere på året forudså storbanken Nordea, at der inden nytår vil blive hamstret plugin-hybrider i Danmark. Fordi der sker markante afgiftshop i Danmark på netop plugin-hybriderne fra nytår.



