Fortsæt til indhold

Bilkøbere inviteres til rabatfest: »2023 er et vildt bil-år«

Krigen om bilkøbernes gunst er nærmest eksploderet. Forbrugere på jagt efter et godt tilbud på en ny bil har kronede dage, lyder det fra FDM.

Bilmarkedet bugner for øjeblikket af gode tilbud på fabriksnye biler, lyder det fra FDM. Foto: Peter Hove Olesen
Privatøkonomi

Rabatfesten i bilbranchen fortsætter for fuld styrke. 11 måneder efter at Tesla skød den i gang ved at skære op mod 30 pct. af priserne på elbilkæmpens populære Model 3 og Model Y, kan bilkøbere nærmest vælge og vrage mellem store rabatter og gode leasingtilbud.

»2023 er et vildt bil-år, hvor vi især her mod slutningen ser ret mange tilbud,« siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM.

Tesla-prisfaldet fik i foråret flere bilproducenter til at følge trop. Bl.a. skar Ford dybt i prisen på bilfabrikkens frontløber Mustang Mach-E, mens andre producenter skiltede med omfattende pakker med ekstraudstyr uden merpris.

Alt sammen er dog ingenting sammenlignet med det kinesiske elbilmærke Hongqi, som senest har sænket startprisen på firmaets topmodel – en fuldelektrisk luksus-SUV kaldet E-HS9 – med 350.000 kr.

Rabatterne har også bredt sig til leasingmarkedet, hvor f.eks. aktører som Ford, Tesla, Audi og VW forsøger at lokke køberne. VW skilter bl.a. med en »tidlig julegave fra Volkswagen«.

Julegaven består af et leasingtilbud på elbilen ID. Buzz, Årets Bil i 2023, som Ilyas Dogru ikke tøver med at kalde »ret vildt«.

Bemærkningen forklares med, at mens tommelfingerreglen for leasingpriser er, at de løbende leasingudgifter over en 3-årig periode typisk skal udgøre omkring 50 pct. af nyprisen, så svarer det skiltede leasingtilbud i VW’s ID. Buzz-kampagne kun til omkring en tredjedel af kontantprisen.

Sideløbende har flere bilproducenter skudt gang i et regulært lagersalg, hvor der skiltes med yderligere rabatter. Det gælder bl.a. Tesla, der lige nu tilbyder spritnye modeller med ekstraordinære rabatter på op til 50.000 kr.

Hyundai holder også lagersalg på elbilmodellerne Ioniq 5 og Ioniq 6. Kia deltager også i oprydningen, lyder det.

»Kia skal tydeligvis have ryddet lageret inden udgangen af 2023. Derfor har de nu flere plug-in-hybridmodeller på tilbud,« siger Ilyas Dogru.

Rabatfesten i Kia betyder, at prisen på en Kia Sorento Premium ud af det blå er blevet sænket med 15 pct. svarende til en rabat på godt 104.000 kr., mens andre modeller er blevet ramt af prisfald på op mod 57.000 kr.

Mange af de øjeblikkelige tilbud søsættes af producenter, som hidtil har forsøgt at holde lav profil i den eskalerende priskrig.

»Det er især de bilmærker, som har holdt sig tilbage med at justere priserne, der skal have tømt lagrene inden udgangen af året. Både for at nå interne salgsmål og skaffe plads til nye bilmodeller,« siger Ilyas Dogru.

Uanset årsagen til rabatterne er den erfarne forbrugerekspert ikke i tvivl om, hvad rabatfesten betyder for bilkøberne.

»Det her er godt nyt for forbrugere på udkig efter en ny bil,« siger Ilyas Dogru.

De grønne bilafgifter vedtaget i december 2020 betyder, at afgifterne på både el- og plug-in-hybridbiler stiger fra årsskiftet.

Mens elbiler især rammes af, at bund- og batterifradraget falder, så stiger afgiften på plug-in-hybridbiler i 2024 med endnu 5 pct.-point, så afgiften næste år runder 60 pct.

Artiklens emner
Bilbranchen
Elbiler