Tesla kom med leasingbrag: Så meget er prisen steget siden
Leasingprisen hos Tesla på Model Y er banket gevaldigt i vejret siden et meget omtalt tilbud i fjor.
Det vakte stor opsigt og kastede masser af omtale af sig, da Tesla i oktober lancerede en storoffensiv på det danske leasingmarked.
Nemlig at man i en begrænset periode kunne privatlease Teslas supersællert Model Y med en udbetaling på 15.000 kr. og en månedlig ydelse fra 3.795 kr.
Tilbuddet blev hurtigt betegnet som et »brag« i danske medier. Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, kaldte det »meget, meget billigt« og mente, at det var et top 5-leasingtilbud nogensinde i Danmark.
Her lidt over fire måneder senere er prisen hos Tesla dog en helt anden for at privatlease Model Y, der i fjor blev den bedst sælgende bil gennem tiden i Danmark.
Den månedlige ydelse lyder nemlig nu på 5.495 kr. for samme vilkår som i efteråret. Altså en stigning på 45 pct. fra ydelsen på 3.795 kr.
Den nye leasingpris har Tesla oplyst til Finans, da det endnu ikke er muligt at se den på elbilproducentens hjemmeside.
Ifølge markedsanalytiker Jan Lang viser den nye leasingpris på Model Y, hvor attraktivt et tilbud der var tale om i efteråret.
»Så er der den nuværende pris for leasingtilbuddet, og det ser ud til at matche den pris, som kunderne skal betale, hvis de vil købe bilen. Så tilbuddet sidste år var overraskende billigt, mens leasingtilbuddet nu er mere i sync med virkeligheden,« skriver han i en mail til Finans.
Udover at det nu er 45 pct. dyrere at privatlease Model Y sammenlignet med slagtilbuddet fra efteråret, er det faktisk også markant dyrere sammenlignet med inden tilbuddet.
Dengang kostede det 4.495 kr. - altså 1.000 kr. billigere end det nuværende - at lease Model Y med baghjulstræk.
Sådan har leasingydelsen på Model Y med baghjulstræk udviklet sig:
| Før tilbuddet i oktober 2023 | 4.495 kr. |
|---|---|
| Tilbuddet fra oktober til december 2023 | 3.795 kr. |
| Nuværende | 5.495 kr. |
Teslas talsperson i Norden, Maria Lantz, besvarer ikke spørgsmålet om, hvorfor leasingydelsen på Model Y nu er markant højere end tidligere.
Hun henviser i stedet til, at Tesla i øjeblikket satser på en anden kampagne, hvor bilen sælges med et knæklån og en attraktiv ydelse over en løbetid på 120 måneder.
For nylig kom Danske Bilimportører med et opsigtsvækende tal, der viste fremmarchen for privatleasing i Danmark.
I februar udgjorde privatleasede biler 24 pct. af de nye biler. I samme måned sidste år var andelen kun 13 pct.
»Importører, finansieringsselskaber og forhandlere har noteret sig, at forbrugerne efterspørger den budgetsikkerhed, der ligger i privatleasingkonceptet, og vi kan jo konstatere, at de ser rigtigt, fordi andelen af privatleasede biler blandt nyindregistreringerne er i vækst,« skriver Jan Lang.



