Fortsæt til indhold

Efter 13 års ventetid: 100.000 sommerhusejere kan få skattepenge tilbage

Nye vurderinger er en forudsætning for at få skat retur.

Sommerhusejerne har ikke stået først i køen hos vurderingsmyndighederne. Nu er der håb. Arkivfoto: Joachim Ladefoged
Privatøkonomi

Efter 13 års ventetid kan 100.000 sommerhusejere snart få skattepenge tilbage fra staten. De resterende godt 130.000 må fortsat vente.

Det sker i forbindelse med, at de første vurderinger af sommerhuse nu er på plads, oplyser Vurderingsstyrelsen i en pressemeddelelse. De nye ejendomsvurderinger er en forudsætning for tilbagebetaling til sommerhusejere, der har betalt skat af for høje vurderinger mellem 2011 og 2020.

Vurderingsstyrelsen er begyndt at udsende 2020-vurderinger for næsten 1 mio. ejendomme, og denne gang kommer sommerhusene altså med. På samme tidspunkt får sommerhusejerne besked om, hvorvidt de skal have penge tilbage for ejendomsskatter betalt i perioden 2011-2020.

I forbindelse med de nye vurderinger har Vurderingsstyrelsen forsøgt at forberede sommerhusejerne så godt som muligt. I november sidste år sendte styrelsen et brev til landets sommerhusejere med en opfordring til at tjekke, om sommerhuset er registreret med de korrekte oplysninger i Bygnings- og Boligregistret (BBR).

I februar begyndte Vurderingsstyrelsen at sende deklarationer ud, hvor sommerhusejerne kan kontrollere, om Vurderingsstyrelsen har de rigtige oplysninger. I modsat fald kan ejerne gøre indsigelse, hvis de mener, der er fejl eller mangler i deklarationen.

I umiddelbar forlængelse af ejendomsvurderingen modtager sommerhusejerne en afgørelse om eventuel kompensation. Tilbagebetalingsordningen sikrer nuværende og tidligere sommerhusejere en økonomisk kompensation i de tilfælde, hvor de har betalt boligskat af en for høj vurdering i den periode, hvor det gamle vurderingssystem har været suspenderet.

Artiklens emner
Boligbeskatning
Boligmarked