Fortsæt til indhold

Danskerne julehandler med pegefingeren

Årets julehandel oplever et boom i handler via telefonen. »Kunder straffer butikkerne,« lyder det.

Privatøkonomi

Julehandlen foretages i stigende grad på nettet, og hver femte online juleindkøb foretages på en telefon eller tablet.

Samtidig er juleindkøb på telefonen mere end en fordoblet siden sidste år.

Det viser en analyse af julehandlen 2014, som online-bureauet Novicell står bag.

»Mere end halvdelen af vores tid online sker fra mobile enheder, og derfor er det heller ikke overraskende, at en ganske betydelig del af julehandlen nu også er rykket over på smartphones og tablets,« siger Per Kirchner, administrerende direktør i Novicell.

Analysen viser, at ca. 7 ud af 100 juleindkøb via nettet foretages med mobilen. 13 ud af 100 bliver købt på tablets. Det betyder, at 1 ud af 5 juleindkøb, der foretages via nettet, sker via en mobil enhed. Det er en stigning på 53 pct. siden sidste år.

Samtidig med, at den mobile handel stiger, bliver det mere og mere vigtigt for butikkerne at markedsføre sig korrekt og synligt på nettet.

Analysen viser nemlig også, at det primært er onlinebutikker, der optimerer deres hjemmesider til at håndtere trafik fra smarte telefoner og tablets, som mærker salgsfremgang fra mobile enheder.

Forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen, mener, at tallene giver god mening.

»Vi har i den grad taget smartphones og tablets til os, siden de brød frem for få år siden. Før i tiden, når man fandt noget ude i byen, man gerne ville have, gik man hjem og satte sig ved computeren for at finde det billigere på nettet. Nu kan vi langt mere agere med det samme ved at bruge den handelsplatform, man har i lommen,« siger hun og henviser til Danmarks Statistik over danskernes besiddelse af mobiltelefoner og tablets, som er gengivet herunder.

Smarte telefoner og tablets vinder frem i familiernes it-udstyr.

Det kan koste millioner, hvis ikke butikkerne følger med udviklingen, mener Per Kirchner.

Ifølge ham, er det vigtigt både at optimere webshoppen til at præsentere varerne i det rigtige format, men samtidig også at få sig placeret korrekt ved søgninger, således at folk, der går rundt og snuser til varer i fysiske butikker, men køber online, let kan finde frem til webshoppen.

»Kunderne straffer de butikker, som er svært tilgængelige fra mobile enheder – de vælger dem simpelthen fra, når de sidder med deres smartphone og deres tablet og forsøger at finde den rigtige julegave. Der er slet ingen tvivl om, at mobil tilgængelighed er blevet et vigtig konkurrenceparameter for onlinebutikkerne,« siger han.

Det er Dorte Wimmer, ekspert i forbrugeradfærd ved Retail Institute Scandinavia, enig i.

»De butikker, der forstår at være på alle platforme, og indrette det efter at det skal være let at handle uanset platform, vinder på det. Dem, der ikke ikke gør, taber stort,« siger hun.

Analysen bygger på konkrete salgstal fra 1.-14. december for en række webshops inden for blandt andet elektronik, legetøj, brugskunst og bøger. Tallene kan ses herunder.

20132014Forskel
Omsætning i analyserede butikker:57,8 mio. kr.62,0 mio. kr.+7 pct.
Omsætning via smartphones:3,2 pct.7,3 pct.+128 pct.
Omsætning via tablets:10,1 pct.13,0 pct.+30 pct.
Mobile enheder i alt:13,3 pct.20,3 pct.+53 pct.

Kilde: Novicell.