Fortsæt til indhold

2,5 pct. lån får comeback

Renterne er steget svagt, men det betyder, at boligejere nu har fire 30-årige lån at vælge imellem.

Privatøkonomi

Nu er der for alvor frit valg på alle hylder for boligejerne. Tirsdag er det igen muligt at optage 30-årige boliglån med en rente på 2,5 pct. Det betyder, at boligejere nu kan vælge mellem fire forskellige boliglån med længste løbetid.

Det får bl.a. Realkredit Danmark til at ændre sine låneanbefalinger.

»Dermed fortrænger både det 30-årige 2,5 pct. lån og det 20-årige 2 pct.-lån nu det nye fastforrentede 30-årige 2 pct.-lån og 20-årige 1,5 pct.-lån som vores generelle låneanbefaling til boligejerne. Det understreger, at der i øjeblikket ikke skal meget rentestigning eller rentefald til for at forandre låneanbefalingerne til boligejerne,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

I Nordea Kredit fastholder man, at boligejerne skal vælge 2 pct. lånet. Det skyldes, at dette lån har en større kursfølsomhed. Og med en kurs på godt 96 er det stadig attraktivt.

»Men i en situation som denne handler det om at søge noget rådgivning, så man får truffet det rettet valg,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Den mere eller mindre konstante udskiftning af lån kan let øge forvirringen blandt boligejerne. I Realkredit Danmark holder man altså fast i den gamle tommelfingerregel om, at man bør vælge det lån, hvor kurstabet er lavest.

»Det er klart, at fastholdes den seneste tids renteudvikling vil det helt naturligt være med til at dæmpe potentialet for den kommende konverteringsbølge. Det er dog stadig for tidligt at fælde endelig dom, for rentemarkederne kan hurtigt korrigere lidt ned igen i de kommende uger, og selv uden denne korrektion vil der stadig være mange gunstige konverteringsmuligheder i spil for boligejerne,« mener Christian Hilligsøe Heinig.

Han anbefaler boligejere, der ønsker at lægge om eller få et nyt lån om at hjemtage et lånetilbud i de gamle serier. Det er bindende for realkreditinstitutterne, selv om kursen på obligationen bag lånet runder 100.

» Så er det i hvert fald muligt at benytte sig af dette, hvis de igen ryger over kurs 100 i den kommende tid - og man ellers er nervøs for den fremtidige likviditet i henholdsvis de nye 2 pct.-lån og 1,5 pct.-lån.