Boligejere er blevet hurtige på aftrækkeren
Der er udsigt til en af de helt store konverteringsbølger
At omlægge boliglån er blevet en folkesport. Allerede nu er der udsigt til en af de helt store konverteringsbølger ved den kommende termin. For her syv uger før opsigelsesfristen er der allerede opsagt lån for 21,4 mia. kr. Og det er langt mere end normalt.
Mange har oven i købet valgt allerede nu at kurssikre deres nye lån. Boligejerne er simpelthen blevet hurtigere på aftrækkeren. De tøver ikke længere, når renten er lav.
»Tallene taler et tydeligt sprog. Selv om der fortsat er syv uger til næste opsigelsesfrist, har boligejerne allerede opsagt fastforrentede lån for over 21 mia. kr. Ved de foregående to opsigelsesfrister var der på samme tidspunkt for 5-6 mia. kr.,« siger boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.
Der er udsigt til den største konverteringsbølge i mange år, mener man både i Nordea Kredit og Nykredit. Under den seneste konverteringsbølge blev der opsagt lån for 91 mia. kr., og det var det største beløb i 10 år. Men med forventning om opsigelser for mellem 100 og 110 mia. kr. står den rekord for fald. Og nu skal man endnu længere tilbage i historiebøgerne.
»Får vi ret i vores prognose, vil der være tale om den tredje største konverteringsbølge, siden mixlånene blev afskaffet i 1993, og der blev åbnet op for låneomlægninger,« konstaterer Lise Nytoft Bergmann.
Det er de rekordhøje kurser på det 30-årige 2 pct. lån, der for alvor har skubbet selv de mest tvivlende boligejere i gang. Kurserne har svinget mellem 97,8 og 99,9 for lånet med afdrag. Uden afdrag har kursen været oppe i 98,9.
Der er ingen garanti for fortsat høje kurser, omvendt er der intet, som tyder på, at kurserne pludseligt vil falde markant. Den europæiske centralbank har netop indledt et massivt opkøbsprogram. Det vil holde renterne nede, og selv hvis den amerikanske centralbank signalerer, at renterne bliver forhøjet lidt hurtigere end ventet, er det indregnet i kurserne.
Nordea Kredit har regnet på, hvilke boliglån der med fordel kan omlægges.
Har man et lån på 1 mio. kr. med afdrag, en kuponrente på 3,5 pct. og en restløbetid på 27 år, og konverterer ned i rente til et tilsvarende 2 pct. lån, sparer man 190 kr. hver måned efter skat, samtidig med at man afdrager 570 kr. mere. Ulempen er, at restgælden stiger med ca. 43.000 kr.
| Med afdrag | Mdl. ydelse efter skat | Afdrag | Restgæld |
|---|---|---|---|
| 3,5 pct. | 4.160 | 1.870 | 1.000.000 |
| 2,0 pct. | 3.970 | 2.440 | 1.043.000 |
| Forskel | - 190 | 570 | 43.000 |
Kilde: Nordea Kredit
Er lånet uden afdrag, er besparelsen på ca. 740 kr. om måneden efter skat, mens restgælden stiger med 53.000 kr.
| Uden afdrag | Mdl. ydelse efter skat | Afdrag | Restgæld |
|---|---|---|---|
| 3,5 pct. | 2.430 | 0 | 1.000.000 |
| 2,0 pct. | 1.690 | 0 | 1.053.000 |
| Forskel | - 740 | 0 | 53.000 |
Kilde: Nordea Kredit

