Populær konkurrent til aktien vinder frem
Danskerne lader i stigende grad professionelle aktører om investeringerne.
Tusindvis af danskere aktieinvestorer brændte fingrene, da finanskrisen satte ind, og markederne kollapsede.
Det kostede dyrt og fik tilsyneladende investorerne til at ændre adfærd.
Mens investeringslysten er intakt, så bliver pengene i stadig større grad placeret i investeringsforeninger, hvor professionelle markedsaktører sidder klar til at anbringe pengene. Til gengæld bliver der i stor stil solgt ud af aktierne hos de private investorer.
Det viser en opgørelse af handelsadfærden, som Nykredit har foretaget.
»Det vidner om, at de private investorer fortsat har tiltro til aktiemarkedet, men ønsker at lade professionelle investorer træffe de løbende beslutninger. Den tendens har været udtalt siden finanskrisen, hvor mange investorer fik et rap over fingrene,« siger forbrugerøkonom i Nykredit, Johan Juul-Jensen.
Siden februar 2013 har danske investorer nettosolgt aktier for samlet 31,2 mia. kr., mens der til gengæld er købt investeringsbeviser for 35,6 mia. kr.
Den samme tendens kan ses på værdipapirmarkedet, hvor der nu handles flere investeringsbeviser end aktier. Helt konkret er der de seneste to år købt og solgt investeringsbeviser 5,2 mio. gange. Det tilsvarende tal for aktier er 3,2 mio.
»Investeringsbeviser spreder typisk risikoen bedre, end mange private investorer typisk selv er i stand til, ikke mindst fordi investors egne følelser bliver sat ud af spillet, når andre varetager de vanskelige beslutninger,« siger Johan Juul-Jensen.

