Fortsæt til indhold

Nyt koncept presser elbil-leje ned i 1.500 kr. for en måned

Nyt reklamekoncept presser prisen på leje af elbiler langt ned i pris.

Avis har bestilt næsten 900 udgaver af Nissan Leaf, og udlejningen er så attraktiv, at folk har stået i kø for at overtage det strømfodrede transportmiddel.
Privatøkonomi

Biludlejningsfirmaet Avis er godt i gang med at sætte sig på markedet for udlejningselbiler i Danmark.

Selskabet har over de seneste år bestilt næsten 900 udgaver af Nissan Leaf og er nu klar med et nyt koncept, der presser månedsprisen for at leje en Nissan Leaf ned i blot 1.500 kr. Kun udgifter til opladning kommer oveni.

Den lave pris får man dog kun, hvis man accepterer at køre rundt i en bil med reklamer på siden.

»Vi mener, at 1.500 kr. er et rigtigt godt tilbud. Skal man selv holde elbil med forsikringer og andre udgifter, så kan det godt løbe op i 5-6.000 kr.,« siger Avis' adm. direktør Kasper Gjedsted.

Han kan opnå den lave pris, fordi virksomheder eller andre, der køber reklamerne på bilerne, betaler 2.000 kr. om måneden. De penge bliver trukket direkte fra på den regning, som bilens fører skal betale.

Avis har allerede aftaler med energivirksomheden Eon, der har en klar interesse i at udbrede de strømfodrede biler, men også banken Santander har indgået en aftale.

Virksomhederne kan selv vælge at benytte bilerne - eksempelvis til kunder eller ansatte. De kan også lade Avis om at stå for at finde lejere, så bilerne kommer ud at køre, og reklamerne bliver eksponeret.

Det sprænger mig bekendt rammerne for, hvad vi tidligere har set.
Bilanalytiker fra Bilbasen.dk Jan Lang

»Det er bestemt ikke noget problem. Et af selskaberne bad os finde en kunde. Det tog 10 minutter,« fortæller Kasper Gjedsted.

Han peger samtidig på, at det ikke kun er lejerne, der har glæde af ordningen. Også virksomhederne gør en god investering, mener han.

Ifølge Avis er prisen for bilreklamerne blot en fjerdedel af, hvad man normalt skal betale for sammenlignelige udendørsreklamer.

Det dog ikke reklamerne alene, der er årsagen til de lave udlejningspriser. Avis har med sine store ordrer hos Nissan været i stand til at forhandle sig til attraktive købspriser, og samtidig har man fået tilskud fra Energistyrelsen, der har støttet udbredelsen af elbilerne i Danmark.

»Vi tjener lidt, men ikke meget på den enkelte bil. Det er lidt som med flyselskaberne. De tjener ikke meget pr. billet, men skal sælge mange billetter for at tjene penge. Det handler om volumen,« siger Kasper Gjedsted.

Han har aktuelt sent mere end 50 reklamefinansierede elbiler på gaden, men allerede til sommer forventer han at runde 200 af slagsen.

Der bliver efter alt at dømme rift om lejeaftalerne, der kan opsiges fra måned til måned.

Hos bilhandelspladsen Bilbasen.dk er analytiker Jan Lang temmelig overrasket over at høre om tilbuddet. Udgifterne til Avis' Nissan Leaf-tilbud svarer til en kilometerpris på 60 øre, og det har han ikke oplevet før.

»Det sprænger mig bekendt rammerne for, hvad vi tidligere har set. Det er halv pris i forhold til omkostningerne på nye biler af den mindste og billigste slags, og det er en tredjedel af prisen i forhold til biler, der kan sammenlignes med en Leaf,« siger Jan Lang.

Peugeot 108 kunne tidligere købes til en pris, der bragte kilometeromkostningerne ned i 1,15 kr. Det er det hidtil laveste, som Jan Lang har set.

»Hvis man er villig til at blive set i en sammenhæng med de virksomheder, der reklamerer, så er det et godt tilbud. Det passer godt til danskerne, der er gode til at sikre en god økonomi i bilerne,« vurderer Jan Lang.

Artiklens emner
Avis Biludlejning