Fortsæt til indhold

En god og en dårlig nyhed for boligsælgerne

Boligmarkedet har det bedre, men der er stor forskel på, hvor hurtigt det går.

Privatøkonomi

For alle, der har en bolig til salg, er der en god og en dårlig nyhed.

  • Først den gode: Nye huse på markedet sælges hurtigere end før.
  • Dernæst den dårlige: Hvis et hus har været til salg længe med flere prisnedsættelser til følge, kan det stadig være svært at komme af med.

En ny opgørelse fra ejendomsmæglerkæden, Home, viser, at flere boliger nu bliver solgt hurtigt. Home har gjort antallet af handler op for første kvartal, og tallene viser, at flest boliger er solgt, inden de har været til salg i tre måneder.

Det drejer sig om hele 53 pct. mod 44 pct. sidste år. For fem år siden fyldte nyhederne kun 35 pct. af handlerne.

»Tallene fortæller noget om den forvandling, som boligmarkedet er gået igennem fra finanskrisen, over den forsigtige fremgang vi har set siden 2012 og til nu, hvor boligmarkedet er godt varmet op i størstedelen af landet. Vi tolker det som om, at køberne er mere optimistiske og har større økonomisk sikkerhed, samt at boligsælgerne sætter realistiske priser,« siger relationschef i Home, Mads Ellegaard.

Fremgangen i hurtige salg er sket samtidig med, at der er solgt 25 pct. flere huse. Det betyder, at der bag faldet for andelen af handler fra 90 til 180 dage – fra 25 til 23 pct. - reelt ligger en fremgang i styksalget på hele 28 pct.

For huse til salg i mere end et halvt år er derimod gået tilbage – både målt i andel og styk.

»Psykologien på markedet betyder, at en bolig bliver stemplet som lidt træt, hvis den løbende må halte efter markedet med mindre prisnedsættelser,« siger Mads Ellegaard.

Det er derfor stadig afgørende at sætte en realistisk pris, når man sætter sin bolig til salg, understreger han.

»Køberne foretrækker nyt, men det er ikke nok at være ny på markedet. Selv om renten er ekstraordinært lav og optimismen bobler, skal prisen stadig være rigtig for at komme godt i gang med salget,« lyder det.

Tendensen med flere hurtigere salg falder godt i tråd med, at prisafslaget fra sælger til køber også er skrumpet.

Artiklens emner
Home
Mads Ellegaard