Netbanken er vigtigere end bankrådgiveren
Netbanken betyder mere og mere for kunderne - også mere end bankrådgiveren.
En velfungerende netbank og konkurrencedygtige priser er mere afgørende for danskernes valg af pengeinstitut end bankrådgiveren.
Det viser en undersøgelse, som A&B Analyse har foretaget for Mybanker. 90 pct. af bankkunderne fremhæver konkurrencedygtige priser som argument for at skifte bank, og hele 85,9 pct. mener, at det er afgørende, at banken har en velfungerende netbank eller app.
Først på fjerdepladsen med 57,6 pct. kommer bankrådgiveren. Og det er et skelsættende resultat, mener direktør i Mybanker, John Norden.
»Det er meget skelsættende, at internet og app er så meget vigtigere end rådgiveren. Det er en naturlig udvikling, at internettet bliver vores kontaktflade. Det skal fungere, for det er det, vi bruger den til til daglig,« siger John Norden.
Rådgiveren bruger vi typisk ved større økonomiske dispositioner. Det kan være bolig- eller bilkøb samt invsteringer.
»Vi bruger kun rådgiveren, når der virkelig er behov for det,« fastslår John Norden.
Internettet har også på andre områder overtaget styringen af vores bankforretninger. Undersøgelsen viser, at mange af os er klar til at skifte bank, og når vi undersøger mulighederne for at skifte, sker det via nettet. I 55,2 pct. af tilfældene brugte de adspurgte bankernes hjemmesider til at undersøge priser og betingelser. I 32,5 pct. af tilfældene spurgte man i sin omgangskreds. Kun i 15 pct. af tilfældene kontaktede man en eventuel ny bank direkte.
Mybankers undersøgelse flugter nogenlunde med en undersøgelse, som Finansforbundet foretager med regelmæssige mellemrum. Resultaterne for "Brancheindex Bank i 2014," hvor de adspurgte skulle vælge de tre vigtigste ting, hvis de skulle skifte bank, viste næsten fuldstændigt det samme: Priser 58 pct., netbank 57 pct. og rådgiver 48 pct.
Sidste år svarede 46 pct., at relationen til bankrådgiveren i »høj« eller »meget høj grad« er vigtig for dem som kunder og 32 pct., at den i nogen grad er vigtig.
»Det modsiger måske også lidt en eventuel konklusion om, at rådgivningen er så uvigtig,« mener næstformand i Finansforbundet, Michael Budolfsen.
Han mener, det er helt afgørende, om de adspurgte har en rådgiver eller ej.
»Alt for mange forbrugere har nemlig ikke deres egen personlige rådgiver og derfor er det måske for dem ikke noget, de kan vurdere væsentligheden af. Set i det lys er 57,6 pct. faktisk en rigtig høj vurdering,« siger Michael Budolfsen.
Han hæfter sig ved, at over 43 pct. af de adspurgte har tjekket, om deres betingelser er optimale for dem i de seneste to år.
»Det er faktisk et rigtigt højt tal, og det gennemhuller i min optik de løse påstande, der findes, om, at der ikke er konkurrence i sektoren. Når kunderne har så stort fokus på pris, må det jo også betyde, at konkurrencen eksisterer.«
Ifølge Michael Budolfsen spiller prisen en stor rolle, når kunderne taler med rådgiverne.
Analysen er foretaget i A&B Analyses Danmarkspanel, der består af 15.000 tilfældigt udvalgte danskere. 1.100 har svaret på spørgsmålene i analysen om bankerne.

