Fortsæt til indhold

Bilsalget har aldrig været højere

Efter et halvt år ligger årets bilsalg 6 pct. over rekordåret 2014.

Privatøkonomi

Salget af nye personbiler i Danmark har aldrig været højere end i juni, da der blev solgt 21.300 biler. Det er næsten 22 pct. mere end i juni 2014, og efter årets første seks måneder ligger nybilsalget 6 pct. højere end i fjor.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik og De Danske Bilimportører.

»De positive tendenser og de faktiske salgstal kan kun tolkes som en fortsat optimisme i samfundet,« lyder det fra Gunni Mikkelsen, der er administrerende direktør hos De Danske Bilimportører.

Han vurderer, at mange købere har et transportbehov, der i højere grad kan opfyldes af de lidt større biler, som stadig vinder frem i statistikkerne.

»Vi finder det kun naturligt, at danskerne køber lidt større biler, når de får mulighed for det. Danskerne kører nemlig i mindre biler, end bilisterne gør i andre europæiske lande, og i dag kan man sagtens købe en større bil uden af sætte miljøbevidstheden over styr,« siger Gunni Mikkelsen.

Tallene for juni viser dog også, at de to mindste bilklasser fortsat tegner sig for mere end halvdelen af nybilsalget i Danmark. Der blev i juni solgt 4.944 mikrobiler, 6.603 minibiler og 4.412 biler i den lille familieklasse.

De store biler tegner sig stadig for kun knap 10 pct. af bilsalget.

I juni holder Volkswagen up! lige netop førstepladsen som den mest solgte bilmodel med et salg på 737 biler. Men der er næsten dødt løb med Kia Picanto med et salg på 729 biler.

Når der er korrigeret for sæsonudsving, viser bilsalget i juni en stigning på 12 pct. i forhold til maj.

»Bilsalget er særdeles stærkt, selv om det kommer efter to måneder med fald. Samtidig er der gang i bevægelsen mod de større og dyrere biler. Under krisen var bilsalget ikke som tidligere en god indikator for forbruget som helhed, fordi de mange nye mikrobiler grundlæggende har ændret det danske bilmarkedet. Men de aktuelle salgstal er i hvert fald ikke noget, der trækker ned i forbruget,« konstaterer Las Olsen, der er privatøkonom hos Danske Bank.

Han konstaterer, at de danske forbrugere i øjeblikket har mange positive pejlemærker.

»Der er god fremgang i realindkomsten, renten er lav, forbrugertilliden er meget høj og huspriserne er stigende. Det er positivt for både bilsalg og for det generelle forbrug. Alligevel regner vi ikke med et rigtig kraftigt forbrugsopsving, fordi det vil kræve, at gælden vokser yderligere. Og danskerne har stadig en meget stor gæld,« siger Las Olsen.

I juni blev der indregistreret 231 nye elbiler. Heraf tegnede Tesla Model S sig for de 160. I kraft af afgiftsfritagelsen tegner luksusmodellen Tesla Model S sig således for 70 pct. af elbilsalget.

Blandt de lidt mindre elbiler blev der indregistreret 29 Renault Zoe, 18 BMW i3, 12 Nissan Leaf og 11 Volkswagen e-up! og 1 BMW i8. Den sidste er også en luksusbil.

Efter årets første seks måneder er der blevet solgt 1.049 elbiler mod 614 i samme periode i fjor. Det svarer til en fremgang på næsten 71 pct.

»Set fra den vinkel tegner 2015 også godt for elbilerne, der er en klasse, som domineres af luksusbilerne. Men på grund af den fortsatte usikkerhed omkring elbilernes fremtidige afgiftsforhold, er det svært at spå om det fremtidige salg af elbiler,« forklarer Gunni Mikkelsen.

Artiklens emner
Danske Bank
De Danske Bilimportører