Bedstefar og oldemor slår til på boligmarkedet
Flere gamle er aktive på boligmarkedet, viser en analyse fra EDC.
Det er slut med at blive installeret i en ældebolig eller på et plejehjem for mange ældre.
70, 80 eller 90 år er ingen hindring for at være aktiv på boligmarkedet. Antallet af boligkøbere i den alder er fordoblet på fem år, viser en analyse, som ejendomsmæglerkæden, EDC, har foretaget.
»Vores mæglerne møde i dag flere og flere ældre, der gerne vil have foden under eget bord. De ældre er på få år blevet "yngre" og mere omstillingsparate, hvilket bl.a. understøttes af undersøgelser fra Danmarks Statistik, der dokumenterer, at vi i dag lever længere og har en sundere livsstil,« siger kommunikationschef i EDC, Jan Nordmann.
Andelen af ældre, der køber ejerbolig er fordoblet på fem år, og samtidig er gennemsnitsalderen for en boligkøber steget med to år. I 2010 udgjorde boligkøbere ældre end 70 år godt 2 pct. af alle købere, mens det i dag er over 4 pct. af køberne, der har rundet 70 år.
Stigningen for boligkøbere over 80 år er endda endnu større.
Andel af ældre blandt alle boligkøbere i perioden 2010-2015: (tal i pct.)
| År | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Over 70 | 2,15 | 2,84 | 3,38 | 3,41 | 3,88 | 4,20 |
| Over 80 | 0,30 | 0,64 | 0,58 | 0,63 | 0,73 | 0,74 |
Kilde: EDC
Årets indtil nu ældste boligkøber hos EDC i 2015 har en dåbsattest fra 1922 og er dermed 92 år. Sin høje alder til trods har denne boligkøber netop realiseret drømmen om en 102 kvm stor lejlighed i Fåborg, da haven og huset i Kerteminde var blevet for krævende at holde.
Henry Juul Larsen på 92 år afspejler dermed en tendens i sin generation, for hvem livet i 80’erne og 90’erne heldigvis stadig har masser at byde på, mener Jan Nordmann.
Henry Juul Larsen har valgt at flytte til Fåborg for at komme nærmere sin familie og væk fra den store have i Kerteminde.
Den nye lejlighed ligger på første sal, men ejendommen har elevator og er desuden placeret centralt i byen, så det er let at komme rundt til indkøb og andre aktiviteter i løbet af dagligdagen.
Det er en ny tendens, at ældre vælger at bosætte sig i lejligheder i byerne. Det stiller bl.a. krav til faciliteterne. Bl.a. er en elevator et "must", hvis der er tale om en etageejendom.

