Økonom: Boligejere kan spare tusinder af kroner, hvis de skifter F1-lånet ud
Gebyrer bør udgøre regnestykket, når boligejere denne gang beslutter sig for, om de vil ændre profil på deres flekslån.
Hvis man har et F1-lån, skal man skynde sig at skifte det ud.
Sådan lyder det i hvert fald fra Arbejdernes Landsbank til de 100.000 boligejere, der inden fredag skal beslutte sig for, om de vil ændre profilen på deres flekslån, inden en rentetilpasning finder sted i september.
Har man hverken planer om at optage tillægslån eller sælge sin bolig inden for det kommende år, kan man nemlig spare tusindvis af kr., hvis man lægger lånet om til F3 eller F5. Med de meget lave renter, kan man nemlig hurtigt tjene det ind, man taber ved at lægge lånet om, fordi der er gebyrer på kursskæring og bidragssats på et flekslån.
Hver gang man får ny rente på sit lån - altså én gang om året, hvis man har F1-lån - skal man betale til udgifter for kurskæring og bidragssats. Har man et F3- eller F5-lån, skal det kun betales en gang hvert tredje eller femte år. Med de historisk lave renter, der ellers førhen ofte har været det, som lånerne tog beslutningen ud fra, er det nu gebyrerne, der kan afgøre regnestykket.
»Her på falderebet skal der lyde en kraftig anbefaling til de mange F1-låner om at tænke sig grundigt om og overveje et såkaldt profilskifte fra F1 til F3 eller F5. På den måde sparer man tusindvis af kroner hvert eneste år i gebyrer,« forklarer Brian Herrup Friis Rasmussen, privatøkonom ved Arbejdernes Landsbank.
Han forklarer, at F1-lånet ved Totalkredit f.eks. har en kursskæring på 0,3 pct. af det lånte beløb, mens den er 0,2 pct. på et F5-lån.
»En F1-låner betaler med andre ord 3.000 kr. om året før skat i kursskæring pr. lånte million, mens en F5-låner kan nøjes med at betale 400 kr. om året før skat. Altså, en forskel på 2.600 kr. om året før skat,« siger han.
Også på bidragssatsen kan man spare op mod 1.000 kr. om året før skat pr. lånte million, hvis man skifter fra F1 til F5 ved Totalkredit, forklarer han.
»Samlet set får man en årlig besparelse på 3.600 kr. før skat pr. lånt million alene i gebyrer ved at vælge F5 frem for F1. Efter skat er det 2.535 kr.,« siger Brian Herrup Friis Ramussen.
Vælger man F3 kan man spare op til 2.323 kr. efter skat, fortæller han.
Hos Nordea forventer man, at renten på F1-lån lander på omkring 0,2 pct., renten på F3 omkring 0,5 pct. og renten på F5 omkring 0,9 pct. Holder den prognose, kan man som låntager få følgende ydelser at vælge imellem, hvis man har et 30-årigt lån på 1 mio. kr.

