Nye studerende skal forberede sig på at leve som nomader
Det kræver tålmodighed at finde en permanent lejebolig i de største studiebyer.
Når titusindvis af kommende studerende går på boligjagt i august, skal de være forberedt på at flytte flere gange i løbet af deres studietid.
Det viser tal, som BoligPortal.dk har trukket for Finans.
I juli var 8 ud af 10 lejeboliger i Danmarks største studieby, København, tidsbegrænsede, mens halvdelen af lejeboligerne i Aarhus også havde en tidsbegrænsning.
En tidsbegrænset lejeperiode kan være alt fra to måneder til over to år, og det er udlejer eller fremlejer, som på forhånd fastsætter perioden. De nye tal illustrerer en »bemærkelsesværdig tendens,« lyder det fra Henrik Løvig, adm. direktør i BoligPortal.dk.
»Det kan være et udtryk for, at når man har fået lejebolig i de store byer, så holder man godt fast i den,« siger han.
I Aalborg er det væsentligt lettere at sikre sig en permanent studiebolig, eftersom 81 pct. af lejeboligerne i byen har en ubegrænset lejeperiode. For Odense er tallet 79 pct.
I København og Aarhus er det hyppigst den kortest mulige lejeperiode på 2-12 måneder, som boligerne er annonceret til. Det skyldes, at en stor del af lejeboligerne er værelser, der udlejes af privatpersoner.
For mange af de boligsøgende og kommende studerende betyder det, at de skal forberede sig på en nomadetilværelse under deres studietid, understreger Henrik Løvig.
»Som boligsøgende er det mest eftertragtede selvfølgelig at finde en permanent bolig til studiestart, men som tilflytter bliver man nødt til at væbne sig med tålmodighed. Boligmarkedet i de store studiebyer er presset og omskifteligt, og derfor skal man som hovedregel indstille sig på at rykke rundt i løbet af studietiden,« siger han.
Over 65.000 er i år optaget på en videregående uddannelse, og det lægger pres på et i forvejen presset boligmarked i de store byer.
Lejeboliger og kollegieværelser er svære at opdrive, og selv hvis ens forældre står klar med en pose penge til en ejerlejlighed - et såkaldt forældrekøb - er der ikke garanti for tag over hovedet.
Udbuddet af især de små lejligheder er nemlig faldet markant, og det har presset priserne op. Lige nu er der ca. 800 ejerlejligheder på under 75 kvm til salg i København og Frederiksberg. Det er 26 pct. færre end for et år siden, viser tal fra Realkreditrådet.