Privatleasing buldrer frem
Det kan vokse endnu mere, for vi er stadig langt efter leasingtallene fra udlandet, lyder det fra Finans og Leasing.
De private bilkøbere vælger i stigende omfang at lease den nye bil, når den gamle bil skiftes ud.
Det viser nye tal fra Finans og Leasing, der er interesseorganisation for danske virksomheder i finansieringsbranchen.
Finans og Leasing har netop opgjort tallene for privatleasing i tredje kvartal, og efter årets første ni måneder er privatleasing vokset med mere end 80 pct. i forhold til de samme måneder i fjor.
Efter tre kvartaler af 2015 er der privatleaset 15.274 biler, mens tallet for hele 2014 var 13.807. Og fra 2013 til 2014 var der næsten tale om en tredobling.
Udviklingen i privatleasing:
| Privatleasede biler | 2013 | 2014 | 2015 |
|---|---|---|---|
| 1. kvartal | 716 | 2.176 | 5.221 |
| 2. kvartal | 1.024 | 2.922 | 4.617 |
| 3. kvartal | 1.542 | 3.322 | 5.436 |
| 4. kvartal | 1.854 | 5.387 | |
| Sum | 5.136 | 13.807 | 15.274 |
Kilde: Finans og Leasing
Tidligere på måneden viste tal fra Danmarks Statistik, at antallet af leasede biler i september lå 47 pct. højere end i samme måned i fjor.
Tallene understreger, at bilkøbernes usikkerhed over for leasing er forsvundet. En del af forklaringen er, at bilistorganisationen FDM har medvirket til at få indført standardkontrakter og samtidig sagt god for leasing ved at fastslå, at det stort set er uproblematisk for kunderne.
Strid om store efterregninger, når leasingbilerne blev afleveret igen, er fortid, og det samme gælder regninger for overkørte kilometer.
Samtidig er den såkaldte førstegangsydelse faldet fra 25.000-30.000 kr. til måske 2.000 kr., mens den månedlige ydelse også er kommet ned i samme leje. De enkelte bilmærker har forstået at sammensætte nogle attraktive tilbud, og dem bider kunderne på.
»Samtidig er der nok også en vis sneboldseffekt. Når det først begynder at rulle, fortsætter det. Og det kan fortsætte, for sammenlignet med udlandet er vi i Danmark stadig langt bagud med leasing. Vi taler måske om hver femte nye bil, men i Storbritannien er det 50 pct. Samtidig er der også et meget stort brugtmarked uden leasing,« siger Christian Brandt, der er direktør i Finans og Leasing.
Han peger også på usikkerheden omkring bilafgifterne som en faktor, der kan have skubbet kunderne i retning af leasing.
»Der er kommet en ny regering, og vil den så ændre bilafgifterne? Den usikkerhed har måske fået flere til at vælge leasing, hvor kunderne præcist kender udgifterne,« tilføjer Christian Brandt.


