Leasingboom skaber bekymring i autobranchen
De private bilkøbere betaler uforholdsmæssigt meget for bilen i forhold til leasingkunder, lyder det fra AutoBranchen Danmarik.
Indregistreringen af nye biler i Danmark tordner af sted, og en del af forklaringen er de mange leasingtilbud. Men nu har leasing nået et omfang, så AutoBranchen Danmark vurderer, at det skaber en skævvridning af bilmarkedet til fordel for leasingbilerne og leasingselskaberne.
Vilkårerne ved leasing er oftest bedre end ved et traditionelt køb af bilen.Jens Brendstrup, adm. direktør i AutoBranchen Danmark
Derfor kommer de private bilkøbere til at betale en uforholdsmæssig høj pris for bilen. Reaktionen fra AutoBranchen Danmark kommer, samtidig med at nye tal fra Danmarks Statistik endnu en gang peger på, at bilsalget er på vej mod rekord.
I juli blev der således indregistreret 16.200 nye biler, hvoraf de 5.500 var leasingbiler. Af leasingbilerne tegnede virksomhederne sig for 73 pct.
Antallet af nyindregistrerede biler er en fremgang på næsten 14 pct. sammenlignet med juli 2014.
Sammenlagt for årets første syv måneder er der tale om en fremgang på 7,1 pct. i forhold til samme periode i fjor.
»Leasing af personbiler har aldrig været så populært som nu. I år er der leaset 30 pct. flere biler sammenlignet med i fjor. Forklaringen på den voldsomme efterspørgsel på leasingaftaler er, at vilkårerne ved leasing oftest er bedre end ved et traditionelt køb af bilen,« siger Jens Brendstrup, der er administrerende direktør for AutoBranchen Danmark.
Her henviser han til den forholdsmæssige registreringsafgift, der gør bilerne billigere for leasingselskaberne. I de første tre måneder betales en registreringsafgift på 2 pct. Fra 3-36 måneder er registreringsafgiften 1 pct, og efter 3 år er afgiften kun på 0,5 pct.
Når en privat bilkøber køber en ny bil, skal hele registreringsafgiften betales på én gang. Læs mere om forholdsmæssig registreringsafgift hos Skat.
Resultatet er, at et leasingselskab eksempelvis kan tilbyde en bil i firmabilklassen til en beskatningsmæssige værdi, der måske er 100.000 kr. lavere end den pris, en privatkunde skal betale for den samme bil. Den beskatningsmæssige værdi er den pris, leasingselskabet kan købe bilen til. På grund af store indkøb kan leasingselskaberne også få nogle rabatter, som privatkunder sjældent kan komme i nærheden af.
»Når det drejer sig om leasing, går man ud fra, at bilen har en levetid på 8 år. Hvis bilen leases for 3 år, er afgiften 3/8. Men de gunstige forhold for leasingaftaler er en unfair konkurrencemæssig fordel. Jeg kan ikke forstå, hvorfor leasingselskaberne skal betale en lavere registreringsafgift end almindelige borgere, der ønsker at købe en bil,« tilføjer Jens Brenstrup.
Efter hans vurdering understreger det behovet for en generel omlægning af bilafgifterne.
»Loven om registreringsafgift er en jungle, og der er virkelig behov for en oprydning,« siger Jens Brendstrup.
Han erkender, at man også i AutoBranchen Danmark gerne vil lease biler til kunderne. Men man vil gerne gøre op med skævvridningen til fordel for leasingbilerne.
»Derfor arbejder vi også hele tiden for at presse på for en oplægning af bilafgifterne.«
Hos Bilbranchen under Dansk Industri er man ikke så bekymret for udviklingen. Her hæfter man sig ved, at efterspørgslen efter privatleasing stadig er stigende, men at væksten trods alt er aftaget de seneste måneder.
»Leasing er vokset med raketfart i de seneste år, men nu er væksten aftagende. Det kan skyldes, at de nuværende leasingmodeller nærmer sig deres mætningspunkt. De henvender sig trods alt til en begrænset kundegruppe, der kender kørselsbehovet, som ønsker jævnlig udskiftning af bilen, og som har behov for at kende udgifterne på forhånd,« siger Thomas Møller Sørensen, der er direktør i Bilbranchen.
Han mener, at det lave renteniveau kombineret med en stigende optimisme har fået både virksomheder og forbrugere til i stigende grad at købe nye biler.
»I både juni og juli var der flere private, der valgte at købe deres biler end i de samme måneder i fjor,« tilføjer Thomas Møller Sørensen.
Salgstallene fra juli viser igen, at mikrobilerne taber terræn, mens kunderne nu køber lidt større biler. Samtidig har Peugeot-modellerne 208 og 308 skubbet Volkswagen up! væk fra førstepladsen over de mest solgt bilmodeller.
Efter årets første syv måneder holder Volkswagen up! dog stadig førstepladsen som den mest solgte bilmodel i Danmark. VW har solgt 4.651 up!'er, mens Peugoet har solgt 4.271 208'ere.
De fine salgstal vækker da også glæde hos bilimportørerne.
»Vi er indtil videre særdeles glade for salget i år,« lyder det fra Gunni Mikkelsen, der er administrerende direktør hos De Danske Bilimportører.
Han finder det naturligt, at bilkøberne nu vender sig mod de lidt større biler.
»Mange bilkøbere har et transportbehov, der bedre opfyldes af de lidt større biler. Samtidig kan man sagtens køre miljøbevidst i disse biler,« tilføjer Gunni Mikkelsen.


