Dieselbiler falder mere i pris end benzinbiler
Også hybridbilerne bliver billigere med nedsættelsen af registreringsafgiften.
Nedsættelsen af registreringsafgiften fra 180 til 150 pct. får større betydning for dieselbiler end for benzinbiler. Det er en konsekvens af, at dieselbilerne typisk er dyrere at producere end en tilsvarende benzinbil.
Sådan lyder meldingen fra Opel Danmark, der allerede har justeret sine prislister. Det samme har Ford og Toyota.
En dieselmodel som Opel Insignia 1,6 CDTI falder næsten 31.000 kr. - fra 435.000 til 404.256 kr. En tilsvarende benzinudgave som Insignia 1,4 T falder knap 14.000 kr. - fra 299.900 kr. til 285.945.
»Der er et klart billede af, at dieselbilerne falder mere i pris end benzinbilerne. Forklaringen er, at virkningen af afgiftsnedsættelsen påvirker bilens importpris tillagt registreringsafgift - men før fradraget for brændstofforbrug. Da dieselbiler som udgangspunkt er dyrere at producere og indkøbe end benzinbiler, bliver prisfaldet også større,« forklarer Erik Morsing, der er informationschef hos Opel Danmark.
Afgiftsnedsættelsen får betydning for den del af bilens værdi, der overstiger 81.700 kr. Det betyder, at afgiftsbesparelsen vil være større, jo dyrere bilen er, jo større motor den har og jo mere udstyr den har. De danske familier kan så glæde sig over, at nedsættelsen især slå igennem fra mellemklassen og opefter.
Opel ser således frem til, at salget nu vil blive flyttet fra de mindste biler til de større modeller.
»Hos os vil Astra-modellen for alvor mærke afgiftsnedsættelsen. Det er en bilstørrelse, der er på vej frem efter mange år med fokus på mikrobilerne,« lyder det fra Thomas Bruun, der er adm. direktør for Opel Danmark.
Hos Toyota glæder man sig især over, at afgiftsnedsættelsen også gør hybridbilerne billigere. Toyota er det bedst sælgende mærke i Danmark, når det gælder hybridbiler.
En Auris Hybrid Touring Sport i udstyrsudgaven H2 Style bliver 17.000 kr. billigere - fra 317.000 til 300.000 kr.
»Det giver flere danskere mulighed for at køre i en hybridbil,« siger Kristian Krapper, adm. direktør i Toyota Danmark.
Hos Ford slår man på, at "Årets firmabil" - en Mondeo Titanium STC 2.0 med automatgear - bliver ca. 40.000 kr. billigere.


