Fortsæt til indhold

Bilforhandlerne bruger nye afgiftsregler til at presse byttebilen ned i pris

Bilforhandlere forsøger at få ændret byttepris for brugtbiler efter omlægning af registreringsafgiften.

Privatøkonomi

Sig nej til bilforhandleren, hvis han forsøger at få presset prisen på byttebilen ned med henvisning til at registreringsafgiften nu bliver sat ned.

Rådet kommer fra bilistorganisationen Forenede Danske Motorejere (FDM) på baggrund af henvendelser fra medlemmer, der er blevet kontaktet af en bilforhandler, som vil indgå en ny købsaftale i lyset af de kommende nye afgiftsregler. De nye regler, der er en del af den kommende finanslovsaftale, vil ifølge flere eksperter kunne indebære en lavere pris for den brugte bil.

»Men dermed kan bilkøberen miste sin afgiftsrabat. Derfor bør man kun indgå en ny købsaftale, hvis bytteprisen på den gamle bil fastholdes som aftalt,« siger Casper Schad, der er jurist hos FDM.

Han har fredag haft travlt med at svare på spørgsmål fra medlemmer, der er blevet kontaktet af en bilforhandler.

»De meldinger vi får, handler om, at bilforhandleren ønsker at indgå en ny købsaftale med henvisning til, at prisen på de brugte biler vil falde som følge af afgiftsændringen. Vi håber, at det i første omgang skyldes forvirring, for det er vores klare opfattelse, at allerede indgåede aftaler er bindende. Hvis det skulle komme så langt, er vi også klar til at føre sager for medlemmerne,« siger Casper Schad.

Han påpeger, at købere, der har underskrevet en slutseddel på en ny bil, som endnu ikke er indregistreret og leveret, ikke skal indgå en ny aftale med bilforhandleren. Afgiftsfritagelsen på den nye bil skal blot beregnes og modregnes i prisen ved levering.

»I den forbindelse er bilforhandleren blot en mellemmand mellem staten, der opkræver afgiften, og bilkøberen. Derfor skal bilforhandleren bare indregne den nye og lavere registreringsafgift,« forklarer Casper Schad.

Han tilføjer, at mønstret var det samme, da der i 2007 skete en ændring af registreringsafgiften omkring varebiler og fradrag eller tillæg for brændstofforbrug.

»Men bilkøberne skal ikke lade forhandlerne tage en bid af afgiftsrabatten. I stedet bør de meddele forhandleren, at de ønsker at fastholde en oprindelige købsaftale,« siger Casper Schad.

Artiklens emner
FDM