Fortsæt til indhold

FDM: Hjælpesystemer er en smaddergod idé

Systemerne redder liv. Prisen er så, at bilerne er dyrere at reparere, lyder det fra bilistorganisationen.

Privatøkonomi

Moderne bilers avancerede hjælpesystemer kan blive en ubehagelig oplevelse for den enkelte bilist, hvis systemerne skal repareres. Men for samfundet er det den rigtige løsning.

Systemerne redder liv og begrænser omfanget af ulykker, og det mere end opvejer, at den enkelte bilist kan blive præsenteret for nogle store værkstedsregninger.

Det er holdningen hos bilistorganisationen Forenede Danske Motorejere (FDM), der netop har undersøgt, hvor dyrt det kan blive at få repareret det lille stenslag i forruden.

»I dag kan det blive en ganske voldsom affære at få et nyt sidespejl, hvis det oprindelige er blevet kørt af. Sidespejlene kan indeholde sensorer, der holder øje med bilistens blinde vinkel,« fortæller Søren W. Rasmussen, der er bilteknisk redaktør på FDM's medlemsblad Motor.

Han peger også på, at en mindre påkørsel kan resultere i en udskiftning af dyre xenon-lygter.

»Og et enkelt "kys" på en kofanger kan også betyde udskiftning af baksensorer og bakkameraer. Alt i alt betyder det, at de mange hjælpesystemer i bilerne kan kaste store værkstedsregninger af sig. Det kan være surt for den enkelte bilejer. Men for samfundet er assistentsystemerne en smaddergod idé. Først og fremmest redder de liv, men de redder også biler og begrænser skaderne ved ulykker. Det sparer samfundet for store beløb,« siger Søren W. Rasmussen.

Når det gælder stenslagene, opfordrer han bilejerne til at undersøge prisen for at tilkøbe en friskadedækning.

»En ny bil er dækket af kaskoforsikringen, men friskadedelen dækker selvrisikoen. Så må den enkelte bilist gøre op med sig selv, om det er den ekstra præmie værd,« tilføjer han.

Samtidig peger han også på, at den bil, der i dag er ny, også bliver en gammel bil.

»Når bilen bliver måske 8-10 år gammel, er der mange, der vælger kaskoforsikringen fra og nøjes med ansvarsforsikringen. Det skal man måske lige overveje en ekstra gang, hvis bilen er proppet med avancerede hjælpesystemer,« siger Søren W. Rasmussen.

I øvrigt oplyser Anne-Louise Ipland, der er advokat hos FDM, at mange moderne sikkerhedssystemer kan nedsætte forsikringspræmien.

»Vi ser faktisk, at der gives rabatter for nogle af disse sikkerhedssystemer, ligesom der har været givet rabatter til bilejere, der vil lade sig gps-overvåge og holde sig til fartbegrænsningen. Argumentet må være, at systemerne begrænser antallet af ulykker. Om reparationerne så viser sig at blive dyrere, så præmierne stiger igen, må tiden vise,« forklarer Anne-Louise Ipland.

Artiklens emner
FDM