Fortsæt til indhold

Analytiker: Der har aldrig været så mange penge at købe bil for

Det går så stærkt på brugtbilmarkedet, at bilkøberne kan have svært ved at finde ønskebilen.

Privatøkonomi

Det går godt på det danske bilmarked, og måske også lidt for godt. I hvert fald er tempoet i omsætningen ikke udelukkende et sundhedstegn, vurderer en markedsanalytiker.

I 2015 blev der indregistreret flere end 207.000 nye personbiler og 32.000 varerbiler. Samtidig blev der foretaget 547.000 handler på brugtmarkedet. Både nybilsalget og brugthandlen er rekordhøj. Dermed blev der hver dag i 2015 ind- eller omregistreret 2.150 biler.

»Det går faktisk rygende godt på bilmarkedet. Der har aldrig i Danmark været så mange penge at købe bil for,« konstaterer Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.

Faktisk går det efter hans mening så godt, at man også kan skimte et par faresignaler.

Der er nemlig udtalt mangel på visse brugte biler. Det betyder højere priser, og at bilkøberne måske kan have svært ved at finde lige den bil, de har tænkt sig. For forhandlerne betyder det, at antallet af de såkaldte liggedage er faldende. Det betyder, at de brugte biler står i kortere tid på forhandlernes lager. Det er især de lidt større biler, der efterspørges på brugtmarkedet.

I 2015 oplevede vi den hidtil højeste aktivitet på bilmarkedet i Danmark.
Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen

»Hvis man ser isoleret på de meget efterspurgte firmabiler og MPV'er, står de brugte biler kun en måned hos forhandlerne. Det er en meget høj omsætningshastighed,« siger Jan Lang.

Dermed er der også en ubalance mellem udbud og efterspørgsel.

»Prisniveauet for de brugte biler er stadig historisk højt, selv om brugtpriserne blev justeret ned efter afgiftsnedsættelsen. Samtidig kan det lave udbud give en flaskehals, hvor bilkøberne måske ikke kan få den bil, de efterspørger, og hvor forhandlerne må betale høje priser for at få sit lager fyldt op,« forklarer Jan Lang.

Prisniveauet for brugte biler er historisk højt, fastslår Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen.

»I 2015 oplevede vi den hidtil højeste aktivitet på bilmarkedet i Danmark. På brugtbilmarkedet var forhandlerne hurtige til at justere priserne efter afgiftsomlægningen i november, da man besluttede at nedsætte registreringsafgifter fra 180 til 150 pct. Seks uger efter omlægningen var markedet i balance igen,« fortæller Jan Lang.

»Med nogle markante prisjusteringer kom brugtbilforhandlerne bilkøberne i møde, så køberne som følge af afgiftsnedsættelsen ikke kun efterspurgte nye biler. Vi kan også se, at de brugte biler fortsat er stærkt efterspurgte. Og det drejer sig trods alt om biler til 250.000-350.000 kr.,« tilføjer Jan Lang.

Og der er næppe udsigt til et markant større udbud af brugte biler. For bilkøberne peger det på fortsat høje brugtpriser, og for forhandlerne sætter det indtjeningen under pres.

»Godt nok er der høje salgspriser på de brugte biler, men forhandlernes indkøbspriser er også høje,« forklarer Jan Lang.

Artiklens emner
Bilbasen