- Opdateret 09/07/2016 kl. 10:26
Serviceaftaler bliver stadig mere populære
I lighed med leasingaftaler er det med til at give budgetsikkerhed, lyder det fra de tre bedstsælgende mærker i Danmark.
Rettelse: I artiklen fremgår det, at Volkswagen, Renault og Peugeot har været de bedst sælgende mærker i første halvår. Det var rækkefølgen i juni, men i halvåret var Volkswagen, Peugeot og Toyota de tre bedst sælgende mærker. Finans beklager fejlen.
Den nye bil bliver i stigende omfang købt med en service- og reparationsaftale, der hjælper køberne med et loft over driftsudgifterne.
Volkswagen, Renault og Peugeot har i første halvår af 2016 været de tre mest sælgende bilmærker i Danmark, og hos alle tre mærker følger der ofte en serviceaftale med den nye bil.
Hos Volkswagen leveres nu mere end hver tredje nye bil - 37 pct. - med en serviceaftale.
»Interessen for serviceaftaler er klart stigende, og kundernes begrundelse er som oftest den budgetsikkerhed, der følger med. Kunderne vil gerne have styr på udgifterne til at holde bil,« fortæller Søs Righolt, der er pressechef for Volkswagen Danmark.
Det samme gør sig gældende hos Peugeot. Her ligger andelen af nye biler med serviceaftale på knap 15 pct.
»Men andelen er stigende. Kunderne vælger bl.a. serviceaftalerne på grund af budgetsikkerhed, og at aftalerne giver en bedre brugtpris,« fortæller Hanne Sørensen, der er informationschef hos Peugeot Danmark.
»Samtidig betyder det for mange kunder meget, at de kender personen på værkstedet. Det er mindre udpræget for de unge kunder, der er mere vant til nettets muligheder. Derfor vil vi også arbejde på at være mere til stede på nettet med bl.a. online booking. Men både breve og sms'er er en vigtig del af kontakten til kunderne, og den personlige kontakt skaber tryghed,« tilføjer Hanne Sørensen.
Hos Renault oplyser eftermarkedschef Lasse Petersen, at man de senere år har skærpet fokus på service- og garantiprodukter, fordi kunderne efterspørger det. Samtidig er aftalerne en mulighed for at fastholde kunderne i butikken, når garantiperioden på den nye bil er udløbet.
Renault tilbyder to muligheder - Security Plus og Renault Care. Det første er en udvidet garanti fabriksgaranti, som kunderne kan tilkøbe, og det andet er en service- og reparationsaftale.
»Først og fremmest gælder det for os om at give kunderne besked om, at vi har disse produkter. Samtidig har nogle af forhandlerne egne lokale produkter. Det handler om, at sælgerne sammen med kunden finder ud af, hvad kunden har behov for,« forklarer Lasse Petersen.