Forældre står klar til at myldre ud på boligmarkedet
Studiestart er lig med boligjagt - og dermed købelystne forældre. Men jagten er hverken nem eller billig.
Når studerende over hele landet går på boligjagt i august, bliver det i mange tilfælde deres forældre, som kommer dem til undsætning.
Med studiestart lige om hjørnet er der skudt gang i højsæson for forældrekøb, hvor forældre køber en lejlighed og udlejer den til deres voksne barn. Men der er mange om buddet, og priserne på ejerlejligheder stiger.
Ifølge tal, som Finans har trukket hos Boligsiden.dk, koster en gennemsnitlig lejlighed på 70 kvm. i København nu 2,46 mio. kr. Det er 200.000 kr. mere end for et år siden.
I Aarhus koster en lejlighed på samme antal kvm. cirka 2,1 mio. kr. I Aalborg og Odense er prisen hhv. 1,29 mio. kr. og 1,26 mio. kr.
Fælles for landets fire største byer er, at ejerlejlighedspriserne er steget støt over det seneste år. Det kan være med til at dæmpe forældrenes købelyst, mener Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.
»Markedet for forældrekøb er gået en smule tilbage, kan vi se. De stigende priser har fået nogen til at trække følehornene til sig. Men forældrene fylder stadig meget - især i august,« siger han.
Over de seneste fem år har forældrekøb udgjort mellem hver sjette og syvende solgte ejerlejlighed på landsplan, viser en analyse fra Realkredit Danmark og Home. I de store byer er andelen af forældrekøb langt højere.
Nykredit vurderer, at rigtig mange forældre lige nu sidder og kigger på bolig til deres barn.
»Selvom priserne er steget gennem en længere periode, har mange forældre også oplevet stigende friværdier, som kan bruges til belåning af en ejerlejlighed. Og det lave renteniveau er med til at gøre forældrekøb attraktivt,« siger boligøkonom Mira Lie Nielsen, der også peger på en række skattemæssige fordele ved forældrekøb.
F.eks. kan forældrene fratrække udgifter til vedligeholdelse, fællesudgifter og forsikring i deres topskat. Det kan almindelige boligejere ikke. Forældrene eller børnene betaler heller ikke ejendomsværdiskat – det gør almindelige boligejere.
For at få fingrene i en forældrekøbslejlighed skal man imidlertid handle hurtigt. Godt nok er udbuddet af ejerlejligheder i de store byer steget en smule, men salgstiderne er faldet - på nær i København.
Ejerlejligheder i hovedstaden bliver i gennemsnit solgt to måneder efter, at de er sat på markedet. Hurtigst går det i Aalborg, hvor salgstiden er helt nede på 48 dage.
Samlet er der knap 3.400 ejerlejligheder til salg i landets fire største byer.

