Her har boligejere tjent over 200.000 kr. på et år
Boligmarkedet er stabilt, men specielt i ét område fortsætter prisfesten.
Ejere af lejligheder i København er de helt store vindere på boligmarkedet. For mens prisfesten er slut i resten af landet, har de på blot et år tjent 222.910 kr. på en gennemsnitslejlighed på 80 kvm., viser Boligsidens markedsindeks for november.
Det betyder, at gennemsnitsprisen nu er knap 2,6 mio. kr. for en lejlighed i hovedstaden. Siden sidste år er priserne steget 9,5 pct. Det står i skærende kontrast til resten af boligmarkedet.
Det ser ud til at have stabiliseret sig med en stigning på blot 0,1 pct. på villaer og rækkehuse og 0,2 pct. på ejerlejligheder fra oktober til november.
Prisudvikling på ejerlejligheder:
| Region | Gennemsnitspris pr. kvm. | Ændring på måned | Ændring på et år |
|---|---|---|---|
| København | 32.192 | 0,8 | 9,5 |
| Midtjylland | 20.336 | -0,8 | 1,8 |
| Nordjylland | 15.102 | -3,7 | 4,1 |
| Sjælland | 13.043 | 2,8 | 7,5 |
| Syddanmark | 14.401 | -1,8 | 6,5 |
Kilde: Boligsidens markedsindeks
»De stabile priser er positivt efter en periode med eksplosive prisstigninger på særligt ejerlejligheder i hovedstaden. Det ser ud til, at vi er godt på vej mod at regulere os ud af risikoen for en boligboble med sidste års tiltag om, at køber selv skal kunne lægge 5 pct. af købsprisen kontant,« mener Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Priserne på de københavnske ejerlejligheder er steget siden foråret 2012. Godt hjulpet på vej af lave renter, indkomstfremgang og et øget indbyggertal. Men det er vigtigt ikke at stirre sig blind på prisfremgangen, mener boligmarkedsanalytiker i Nykredit, Jacob Isaksen.
»En lang periode med kraftige prisstigninger gør det mere sandsynligt, at man løber ind i en periode, hvor priserne ikke stiger nær så meget, eller hvor man ligefrem oplever prisfald. Årlige prisstigninger i omegnen af 10 pct., er på ingen måde en naturlov på det københavnske ejerlejlighedsmarked,« fastslår Jakob Isaksen.
I København bygges der en masse nye boliger disse år. Samtidig har Finanstilsynet skærpet kravene til økonomien hos de boligkøbere, der ønske at købe en bolig i København og Aarhus.
»Det er vores klare forventning, at begge ting vil dæmpe prisstigningerne på de københavnske ejerlejligheder i fremtiden,« siger Jakob Isaksen.
Samtidig med en mere stabil priskurve viser markedsindekset, at der generelt bliver givet et større nedslag i prisen ved handler af både villaer, rækkehuse og ejerlejligheder. Ved ejerlejligheder ligger afslaget 5,5 pct. højere på landsplan end i oktober måned, og for villaer og rækkehuse ligger afslaget på landsplan 3 pct. højere end i oktober.
Den største stigning i nedslag på villaer og rækkehuse skal findes i Region Sjælland, hvor nedslaget er 9 pct. højere, og ved ejerlejligheder i Region Syddanmark, hvor det er 10 pct. højere end i den foregående måned.


