Privatøkonomi

Utroligt, men sandt: F3-renten har aldrig været lavere

Overraskende rentefald giver flekslånere gode muligheder.

Foto: Lars Krabbe

Renten på flekslån dykker overraskende til et historisk lavt niveau. Faldet er så stort, at renten på F3-lån aldrig har været lavere. Hvis man omregner til helårsrenter, er renten mast helt nede i -0,10 pct.

Hvis man skal optage et F3-lån i Nordea Kredit i dag, er renten reelt lavere, nemlig -0,20. Det skyldes, at lånet ikke har en løbetid på hele tre år, men to år og syv måneder.

Også F1-renten er negativ, og F5-renten er godt nok i plus, men helt nede omkring 0,15 pct. Det overraskende rentefald betyder, at F3-lånet nu er billigere end det mest rentefølsomme Kort Rente-lån, der får ny rente hvert halve år. Den månedlige ydelse efter skat på et afdragsfrit lån på 1 mio. kr. er 823 kr. Et F3-lån er næsten 100 kr. billigere med 739 kr.

Selv F5-lånet kan konkurrere med Kort Rente-lånet på ydelse. Det er nu helt nede i 828 kr. - altså kun 5 kr. dyrere end det rentefølsomme Kort Rente-lån.

»Ja, hvad skal man snart sige. Det er overraskende, at renterne bliver ved med at falde, og faldet er ikke en del af vores nuværende renteprognose. Boligejere og boligkøbere kan bare glæde sig over at kunne få nogle meget billige lån,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Hun peger på specielt F5-lånet som et meget attraktivt lån.

F3-renten har aldrig været lavere, mens der for F1-rentens vedkommende er tale om det laveste niveau siden kronekrisen i januar og februar 2015. F5-renten ligger fortsat en smule højere end i tiden efter Brexit i sensommeren 2016, men der er tale om meget små marginaler.

»Det er desuden værd at bemærke, at F5-renten nåede længere ned i sensommeren 2016 end under kronekrisen i januar-februar 2015,« konstaterer Lise Nytoft Bergmann.

Den nuværende F1-rekord blev sat den 17. februar 2015, hvor F1-renten nåede ned i -0,33 pct. For F5-rentens vedkommende stammer rekorden fra 7. september 2016, hvor F5-renten lå i 0,21 pct.

Det aktuelle rentefald kan kun forklares med politisk usikkerhed.

»Det er i hvert fald ikke hårde økonomiske fakta, som investorerne reagerer på i øjeblikket. Det kommer de danske realkreditobligationer til gode, da de betragtes som sikre værdipapirer med faldende renter til følge.«

Ifølge Lise Nytoft Bergmann går bekymringen i øjeblikket på, om de euroskeptiske partier vil vinde den kommende tids valg i Europa, herunder ikke mindst valget i Frankrig. Det er både EU-samarbejdet som helhed og den økonomiske udvikling, man frygter for, hvis der opstår ny uro.

»Meningsmålingerne taler imod, at de euroskeptiske partier vil få magten, men efter Brexit og Trump tør investorerne ikke lægge al deres lid til den slags prognoser. Vi har før set, at det mindst sandsynlige resultat, blev en realitet,« siger hun.

Læs også