Boligejerne holder hovedet koldt i hedt rentemarked
Noget tyder på, at boligejere ikke lader sig rive med af renteudsving længere.
Der skal mere end kursudsving på nogle få point eller mindre rentesvingninger til, før boligejerne reagerer. Noget tyder derfor på, at de store konverteringsbølgers tid foreløbig er forbi. Sådan lyder vurderingen fra flere realkreditinstitutter efter den seneste opsigelsesfrist.
Trods historisk gunstige vilkår blev der kun omlagt boliglån for 25,4 mia. kr., og det er småpenge i forhold til tidligere konverteringsbølger, der i flere tilfælde har rundet de 100 mia. kr. Kun 9.000 boligejere valgte at lægge lån om. Det vurderes, at ca. 35.000 kunne have sparet penge på at gøre det.
»I denne omgang ser det ud til, at de store konverteringsbølgers tid er forbi. Der skal et pænt ryk i renten i enten opadgående eller nedadgående retning før, at der igen skabes større konverteringsbølger,« mener cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.
Konverteringspotentialet er blevet væsentligt reduceret de senere år, og de, der endnu ikke har fået konverteret, er svære at få aktiveret af den ene eller anden grund, fastslår Christian Hilligsøe Heinig.
»Samlet set må vi dog konkludere, at boligejerne i de seneste år generelt har været gode til at udnytte deres konverteringsmuligheder i nedadgående retning på deres fast forrentede lån – og dermed få optimeret deres boligøkonomi.«
Tidspunktet er ellers optimalt. Opsigelsesfristen den 30. april faldt sammen med ekstremt høje obligationskurser - bla. på 2 pct. lånet. Det har da også betydet, at mange boligejere med 3 pct. lån har valgt at omlægge, selv om der kun er 1 pct.point i renteforskel.
De højere kurser gav da også noget travlhed, lige inden opsigelsesfristen udløb. Alene den sidste uge op mod opsigelsesfristen blev der opsagt lån for næsten 14 mia. kr.
Den seneste omlægning var lidt større end den tilsvarende i januar, men et godt stykke fra niveauerne i andet halvår 2016, hvor bølgerne nåede et omfang på i omegnen af 50 mia. kr.
Da konverteringsbølgerne var højest, var omfanget helt oppe i omegnen af 100 mia. kr. Det var tilbage i starten af 2015, og det var de største konverteringsbølger i mere end 10 år.
»Dengang var kurserne også en spids bedre end i øjeblikket - og endnu vigtigere var konverteringspotentialet langt større,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
1. september udskiftes de nuværende obligationsserier med nye, som skal anvendes i en treårig periode. Det ventes, at kurserne på de nye obligationer vil være mindst 1,5 point lavere end på de eksisterende.



