Privatøkonomi

Ny prognose: Så meget stiger dit hus i pris de næste tre år

Boligejere over hele landet står til pæne gevinster i de kommende år.

Der er udsigt til pæne formuegevinster for husejerne i Danmark de kommende år. Foto: Jens Dresling

Ejere af de ca. 1,3 mio. parcel- og rækkehuse i Danmark står til en klækkelig formuegevinst de kommende tre år. Sådan lyder det i en ny boligprognose fra Nykredit. Prognosen er opdateret efter aftalen om boligskat.

Alene i 2017 står husejerne til en gevinst på 3,3 pct. Vinderne i år bliver boligejere på Østsjælland med en forventning på 5 pct.

De absolutte vindere befinder sig i København med en gennemsnitlig prisstigning på 3,5 pct. de næste tre år. Også i Nordjylland med 2,9 og Østjylland med 2,3 pct. er der pæne formuegevinster.

»En cocktail af stigende beskæftigelse og lave renter får fortsat boligpriserne til at stige. Fremgangen på arbejdsmarkedet ventes at fortsætte. Dermed har danskere i hele landet udsigt til voksende lønningsposer i år, og det  gavner efterspørgslen på boligmarkedet,« siger boligmarkedsanalytiker i Nykredit, Jacob Isaksen.

Afklaringen om fremtidens boligskatter kan få købere på markedet, der tidligere har holdt sig tilbage på grund af usikkerheden om de fremtidige skatter, mener han.

»Ellers vil aftalens indhold først påvirke prisudviklingen på lidt længere sigt fra 2019 og frem, når godt 700.000 boligejere forventes at få penge tilbage, som de har betalt for meget siden 2011,« siger Jacob Isaksen.

Der er primært tale om boligejerne uden for de store byer, og det kan medføre et løft i efterspørgslen i disse områder.

»Fremgangen på boligmarkedet danner sammen med indkomststigningerne grobund for lyst og optimisme hos danskerne. Flere har måske set, at naboen har solgt huset relativt hurtigt og til en fornuftig pris. Og det inspirerer til at sætte huset til salg og gøre noget ved boligdrømmene,« siger Jacob Isaksen.

Og der er plads til prisstigninger flere steder i landet. Eksempelvis er priserne i Sydjylland stadig et stykke op til niveauet, hvor de toppede senest.

»Her er der formentlig plads til, at prisstigningerne fortsætter de kommende år,« mener Jacob Isaksen.

Så meget stiger parcel- og rækkehuse:

Prisvækst i pct. 2017 2018 2019
Hele landet, parcel- og rækkehuse 3,3 2,8 2,6
Byen København 4,8 4,0 3,6
Københavns omegn 4,7 3,8 3,6
Nordsjælland 4,1 3,0 2,8
Østsjælland 5,0 3,5 3,0
Vest- og Sydsjælland 4,3 3,0 2,6
Bornholm 3,8 3,0 2,6
Fyn 3,6 2,7 2,4
Sydjylland 2,4 2,1 2,4
Østjylland 1,9 2,6 2,4
Vestjylland 1,0 2,3 2,0
Nordjylland 3,6 2,3 2,0

Kilde: Nykredit

Læs også
Top job