Privatøkonomi
0

Så meget koster det at tage bilen, når ferien går til sydens sol

Alene køreturen til feriesteder i Italien, Frankrig og Kroatien løber op i mange tusinde kr. Oveni kommer forplejning og overnatninger.

Det er ikke usædvanligt, at der opstår kilometerlange køer på de tyske motorveje i sommerperioden. Foto: Thomas Borberg.

Hvert eneste sommer tager tusindvis af danskere bilen sydpå, når de skal holde ferie. Men det er ikke nødvendigvis den billigste løsning, for det kan faktisk være billigere at sætte sig til rette i et fly og tage turen til feriedestinationen i flere kilometers højde frem for via asfalten. Det viser beregninger, som Bilbasen har foretaget for Spar Nord.

»Mange tænker nok, at det er væsentlig billigere at køre selv end at rejse med fly til et populært ferieområde og så evt. leje en bil på stedet. Men regnestykket er noget mere kompliceret end blot udgifter til benzin eller diesel,« lyder det fra Martin Lundholm, chefanalytiker i Spar Nord.

Han peger på, at ejerafgift, forsikring, billån og serviceudgifter også skal tages med i regnestykket. Det samme skal slid og værditab.

Det er Jan Lang, markedsanalytiker i Bilbasen, som har foretaget beregningerne med udgangspunkt i de mest solgte nye og brugte familiebiler.

»Når vi også tager højde for brændstofforbruget, kan vi regne os frem til den faktiske kilometerpris for at bruge bilen. Det beløber sig for en benzinbil til omkring 3,1 kr. pr. kilometer og 2,7 kr. pr. kilometer for dieselbiler. Men oveni det skal man på en bilferie i Europa også tage højde for vejafgifter og eventuelle færger,« siger Jan Lang.

Går ferien i bil til den franske riviera vil det ifølge beregningerne løbe op i lidt over 13.000 kr., hvis turen begynder i København. Begynder turen mod sydens sol derimod i Aarhus er det ca. 1.000 kr. billigere. Oveni dette beløb skal lægges udgifter til forplejning og overnatninger, hvis man vil finde frem til feriens reelle pris.

»Regnestykket slutter ikke der. Hvis vi tager turen til rivieraen, er det en tur på 18 timer alene i køretid - hvis man slipper for kø - og det betyder, at de fleste vælger en overnatning undervejs. Det er ikke blot med til at gøre turen dyrere, det betyder reelt også, at man bruger en dag af ferien både ud og hjem på selve rejsen,« lyder det fra Jan Lang.

Hvorvidt det er billigst at tage bilen eller flyet til feriedestinationen afhænger af, hvor mange man er. Det er således billigere at flyve, hvis man kun er to personer, men en familie med to voksne og to børn kan også få flybilletter til en pris, der ikke overstiger udgifterne til køreturen.

Ifølge Spar Nord og Bilbasen er det ikke kun prisen, der taler til fordel for at tage flyet. Statistisk set er det mere sikkert at flyve end at køre i bil, og man risikerer ikke, at bilen skal på værksted undervejs, ligesom man ikke risikerer at sidde i en kilometerlang kø på motorvejen.

»Når alt det er sagt, har det bestemt også visse fordele at køre i egen bil. Det giver en følelse af frihed og fleksibilitet at drage af sted i egen bil - og man slipper også for at leje en bil på feriestedet. For dem, der ikke ønsker at planlægge alt på forhånd, giver en ferie i egen bil en oplagt mulighed for en spændende køretur i Europa, som flyrejsen til en bestemt destination ikke kan hamle op med. Men økonomisk set vil det ofte bedst kunne betale sig at flyve, hvis man har udset sig et bestemt feriemål i Europa,« lyder det fra Jan Lang.

Så meget koster bilferien til udvalgte destinationer:

 Aarhus/BenzinKøbenhavn/Benzin*Aarhus/DieselKøbenhavn/Diesel*

Gardasøen, Italien t/r (3.100 /2.800 km)

10.019 kr.

10.087 kr.

8.769 kr.

8.959 kr.

Adriaterhavskysten, Italien t/r (3.360 / 3060 km)

10.881 kr.

10.950 kr.

9.527 kr.

9.716 kr.

Den franske riviera, t/r (3.600 / 3.560 km)

12.387 kr.

13.261 kr.

10.936 kr.

11.826 kr.

Alsace, Frankrig t/r (2.080 / 2.060 km)

6.442 kr.

7.378 kr.

5.604 kr.

6.548 kr.

Istrien, Kroatien t/r (3.560 / 3.180 km)

11.847 kr.

11.668 kr.

10.412 kr.

10.387 kr.

*) Omkostninger ved afrejse fra København er beregnet inklusive færgeoverfarten Gedser/Rostock til 998 kr. tur/retur.

Beregninger: Bilbasen og Spar Nord

BRANCHENYT
Læs også