Privatøkonomi

Spar 110.000 kr.: Bo i Aarhus i stedet for København

København har for alvor overhalet Aarhus, når det gælder priser på ejerlejligheder.

Aarhus midtby er trods stigende priser blevet billigere forholdsmæssigt i forhold til København. Foto: Kenneth Koustrup Lysbjerg

For fem år siden var en lejlighed i Aarhus dyrere end en lejlighed i København. Sådan er det ikke længere. En gennemsnitslejlighed er nu steget næsten 600.000 kr. mere i København end i Danmarks næststørste by.

Det har faktisk så store konsekvenser for den månedlige ydelse, at eksempelvis unge, der er i tvivl, om de skal studere i København eller Aarhus, måske i højere grad bør regne efter, inden de træffer deres valg.

For på fem år kan man spare ca. 110.000 kr. i ydelse ved at købe en lejlighed i Aarhus.

Med et fast forrentet lån med afdrag koster det 1.890 kr. pr. måned efter skat at låne 500.000 kr. ekstra. Over fem års studietid bliver det 113.400 kr. netto efter skat. Tager man et lån med afdragsfrihed, bliver besparelsen 55.800 kr.

»Målt i boligpriser er det blevet markant sværere for en aarhusianer at flytte til hovedstaden for at studere eller arbejde, mens det er blevet langt billigere den anden vej, hvis køberen har en københavnsk friværdi med sig,« siger relationschef i ejendomsmæglerkæden, Home, Mads Ellegaard.

I knap halvandet år fra juli 2011 til november 2012 var en lejlighed billigst i København sammenlignet med Aarhus. Fra december 2012 var det slut – og siden har lejlighedspriserne i København givet smilets by seriøst baghjul.

I København er en lejlighed på 80 kvm steget mere end dobbelt så meget som i Aarhus. På fem år er prisen steget knap 1,2 mio. kr., mens en lejlighed i samme størrelse er steget under det halve i Aarhus, nemlig 572.000 kr.

Alene det seneste år er forskellen mellem Aarhus og København vokset med 158.000 kr. Det betyder, at en lejlighed på 80 kvm nu koster 2,5 mio. kr. i Aarhus og 3 mio. kr. i København.

Ifølge Danske Bank er København vokset med næsten 10 pct. flere indbyggere siden 2012, mens Aarhus "kun" har fået 7 pct. flere indbyggere.

»Der har generelt været en tendens til, at flere flytter til byen de senere år, og det har i høj grad været med til at trække lejlighedspriserne op. Det skyldes blandt andet, at de meget lave renter har mindsket de ekstra omkostninger, der er ved at bo i en dyr lejlighed i byen. Samtidig har fastfrysningen af ejendomsværdiskatten betydet, at boligskatterne ikke har kunne lægge en dæmper på prisudviklingen,« siger analytiker i Danske bank, Bjørn Tangaa Sillemann.

Også på husene er der en langt højere stigning i Københavns-området end i Aarhus.

»At der har været ekstra tryk på ejerlejlighedspriserne i København, skal desuden ses i lyset af, at priserne tog det største dyk i København, da boligboblen brast, og derfor har der været et særlig stort efterslæb her og dermed også potentiale for prisstigninger,« siger Bjørn Tangaa Sillemann.

BRANCHENYT
Læs også