Lånefinte: Lavere boligbidrag giver gratis kassekredit i 10 år
Det er muligt at slippe for de høje bidragssatser og få ekstra penge i hånden samtidig.
Var det noget med en gratis kassekredit i 10 år? Den mulighed har boligejere, der udnytter friværdien og dermed får en ny vurdering af boligen.
Så kan bidraget blive sænket så meget, at et tillægslån på 100.000 kr. ikke kommer til at koste boligejeren noget i ekstra ydelse. Tværtimod falder ydelsen svagt, viser et regneeksempel, som Nordea Kredit har foretaget for Finans.
Udgangspunktet er en bolig til 3 mio. kr. På det oprindelige lån på 2,4 mio. kr. er bidragssatsen 1,375 pct. Nu er boligen steget til 3,6 mio. kr. Når tillægslånet optages, genberegnes bidragssatsen på det oprindelige lån til 1,195 pct. Samtidig skal boligen betale bidrag på tillægslånet på de 100.000 kr.
Den reducerede bidragssats betyder, at boligejerens samlede ydelse efter skat falder fra 1.740 kr. til 1.630 kr. om måneden, selv om boligejeren nu skylder 100.000 kr. mere. At det kan lade sig gøre, skyldes, at bidragssatsen fastlægges, når lånets optages. Det betyder, at man ikke betaler mere, hvis priserne falder, men heller ikke mindre i takt med at man afdrager eller hvis boligpriserne stiger.
Nordea Kredit genberegner bidragssatsen i de tilfælde, hvor boligejere skal have et tillægslån på minimum 100.000 kr. eller hvis boligejeren skal have fornyet den afdragsfrie periode.
Bidragssatserne er typisk delt op i tre. De er højest for den yderste del af lånet op til 80 pct.
Belåningsgrad | F3 med afdrag | F3 uden afdrag |
0-40 | 0,7 pct. | 0,850 pct. |
40-60 | 1,225 pct. | 1,525 pct. |
60-80 | 1,575 pct. | 2,275 pct. |
80 pct. belåning | 1,05 pct. | 1,375 pct. |
Kilde: Nordea Kredit
»Vi anbefaler kun, at boligejerne optager tillægslån, hvis de har brug for pengene feks. til at afdrage anden og dyrere gæld eller til at forbedre deres hus. Der er omkostninger forbundet med at optage et tillægslån, og har man valgt en variabel rente, kan den stige over de kommende år. Samtidigt koster det et mindre gebyr at lave en eventuel førtidsindfrielse,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.
Sådan ser regnestykket ud: Der er tale om et afdragsfrit F3-lån med en rente på minus 0,09 pct.
Bolig til 3 mio. kr. | Bolig til 3,4 mio. kr. | Tillægslån på 100.000 kr. | Ialt | |
Hovedstol | 2.448.000 | 2.448.000 | 110.000 | 2.558.000 |
Bidragssats | 1,375 pct. | 1,195 pct. | 2,275 pct. | |
Mdl. bidrag før skat | 2.805 | 2.440 | 210 | 2.650 |
Mdl. ydelse efter skat | 1.740 | 1.500 | 130 | 1.630 |
Samlet ydelse efter skat 10 år | 208.870 | 179.620 | 15.960 | 195.570 |
Kilde: Nordea Kredit
Ved at optage et tillægslån på 100.000 kr. kan boligejeren altså reducere sin ydelse efter skat med 13.300 kr. over 10 år. Som følge af omkostningerne ved tillægslånets optagelse, er gælden dog steget med 110.000 kr. Det betyder, at den samlede gevinst ligger på 3.300 kr. over 10 år ved at optage tillægslånet.
»I den mellemliggende tid kan tillægslånet bruges som kassekredit for familien, der på den måde kan spare yderligere, hvis de af og til har brug for lidt ekstra likviditet, og derved er vant til at have en renteudgift på kassekreditten,« siger Lise Nytoft Bergmann.