Privatøkonomi

Tusindvis af boligejere har snydt sig selv for stor besparelse på lånet

Omkring 100.000 boligejere forholdt sig passivt i 2015, da det var oplagt at omlægge realkreditlån. Dermed gik de glip af samlet 1,5 mia. kr.

Omkring 100.000 danskere er gået glip af en gennemsnitlig gevinst på 15.000 kr. ved at holde fast i fastforrentede lån med afdrag, viser en ny rapport fra Konkurrencerådet om realkreditmarkedet i Danmark. Foto: Joachim Adrian Foto: Joachim Adrian

For mange danske boligejere var der i 2015 penge at hente på at omlægge det fastforrentede realkreditlån med afdrag, fordi renten var faldet.

Men omkring 100.000 danskere valgte at sidde på hænderne og ikke omlægge realkreditlånet, hvilket kostede dem en samlet besparelse på omkring 1,5 mia. kr. Det svarer til en gevinst på 15.000 kr. for hver boligejer over lånets løbetid, og det er vel og mærke, efter omkostninger til låneomlægningen er trukket fra.

Det fremgår af Konkurrencerådets længe ventede rapport om konkurrencen på det danske marked for realkreditlån, der blev offentliggjort fredag formiddag.

Fordi der ofte er flere om et boliglån, ville besparelsen for ægtefæller altså være på gennemsnitligt 30.000 kr., hvis de havde valgt at omlægge realkreditlånet i 2015.

»Det er ærgerligt, at så mange boligejere går glip af store besparelser. Vi ved, at realkreditlån er et af de sværeste og mest komplekse produkter, som en forbruger står over for,« siger Christian Schultz, formand for Konkurrencerådet, i en pressemeddelelse.

Konkurrencerådets beregninger er baseret på tal fra 2015, men for nylig kunne Finans fortælle, at der stadig er en hård kerne af boligejere, som hårdnakket holder fast i de fastforrentede lån.

Ifølge Peter Smith, administrerende direktør i Nordea Kredit, er der dog mange, som har omlagt deres dyre realkreditlån siden 2015. Men han anerkender, at nogen holder fast i de fastforrentede lån, hvilket kan have flere forskellige årsager.

»Det kan være for at beskytte sig mod fremtidige rentestigninger eller uforudsete ting i privatlivet såsom en skilsmisse,« siger han til Finans.

Han mener i øvrigt, at rapporten fra Konkurrencerådet om det danske marked for realkreditlån bringer mange positive ting frem.

»Men jeg er uenig i betragtningen om, at der ikke er nok konkurrence på markedet. Det er en unuanceret betragtning, for der er masser af konkurrence på det danske marked for realkredit,« siger Peter Smith.

Rapportens påstand om, at mange danskere går glip af billigere boliglån som følge af manglende konkurrence, har også fået kritik fra finanssektorens brancheorganisation, Finans Danmark, der dog er klar til at gå i dialog om de anbefalinger, rapporten kommer med.

Nationalbanken ser modsat positivt på rapporten fra Konkurrencerådet og er overordnet enig i anbefalingerne, der skal øge gennemsigtigheden for forbrugerne, gøre det nemmere at få flere lånetilbud ved køb af bolig og nemmere at skifte realkreditinstitut.

BRANCHENYT
Læs også