Fortsæt til indhold

Strammere låneregler kan tvinge boligkøbere væk fra storbyerne

Nye låneregler kan få store konsekvenser for boligkøbere.

Privatøkonomi

Nye låneregler fra 1. oktober gør det svært for mange boligkøbere at få adgang til København og Aarhus. Specielt førstegangskøbere kan blive hårdt ramt. Den tendens er allerede i gang efter stramninger, der blev indført sidste år, mener Nordea Kredit.

Siden januar 2016 har boligkøbere i vækstkommuner ikke blot skulle kreditgodkendes til et fast forrentet lån med den aktuelle rente på 2 pct., men i stedet med en rente på 4 pct., hvis de vil have et flekslån.

»Boligkøberne har reageret meget forskelligt på reglen. Nogle foretrækker at få fingre i den dyrest mulige bolig og dermed acceptere, at de ikke kan få et flekslån, mens andre har købt noget billigere. Yderligere andre har fået øjnene op for, at friheden er større, hvis man ikke vælger en vækstkommune,« siger boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.

Det seneste halvandet år er boligpriserne steget markant i Østsjælland og Syd- og Vestsjælland. Det skal både forklares med den generelle bedring på boligmarkedet, men det er sandsynligt, at noget af fremgangen skyldes, at priserne i København er blevet så høje, at køberne ikke længere kan få det ønskede hus, mener Lise Nytoft Bergmann.

Finanstilsynet er ved at lægge sidste hånd på nye låneregler, der forventes at træde i kraft den 1. oktober. Reglerne får betydning for boligejere med store lån i det, Finanstilsynet definerer som vækstkommuner, og det er København og omegn samt Aarhus kommune.

I praksis går de nye regler ud på, at banker og realkreditinstitutter ikke længere skal give nær så mange lån med variabel rente eller afdragsfrihed til boligkøbere, der har brug for at låne mere end 4 gange deres indkomst. Andelen skal helt ned på 15 pct. Ifølge realkreditinstitutterne vil det ramme en del af boligkøberne i dagens marked, og i særligt grad førstegangskøberne og dermed de unge mennesker.

»I Københavns Omegn koster et gennemsnitligt hus på 140 kvm 3,7 mio. kr., og i Aarhus kommune ligger prisen på 2,9 mio. kr. Mange førstegangskøbere har derfor brug for et stort boliglån, for at kunne komme ind på markedet. Det gælder særligt førstegangskøbere, der selv sagt ikke har nogen friværdi fra en tidligere bolig at byde ind med,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Hus til 3,7 mio. kr. belånt med 80 pct. realkredit- 15 pct. banklån og 5 pct. udbetaling:

30 årigt fast forrentet lån med afdrag og 30 årigt banklån med afdrag30-årigt F3-lån med 10 afdragsfrie år, 10 årigt banklån
Månedlig ydelse efter skat13.2007.300
Heraf afdrag7.0003.700

Kilde: Nordea Kredit

Hvis man tager udgangspunkt i et yngre par, der ønsker at købe et hus i Københavns omegn til 3,7 mio. kr. svarende til den gennemsnitlige pris for 140 kvm, så ryger de ind under de nye regler, hvis de ”kun” kan stille med en udbetaling på 5 pct. og har en husstandsindkomst på under 900.000 kr.

Det svarer til, at begge voksne i familien skal tjene minimum 37.500 kr. om måneden. Tjener de mindre, vil de høre til den gruppe, som ikke længere kan være sikker på at få lov til at vælge variabel rente eller afdragsfrihed.

»De kan blive tvunget til at tage et fast forrentet lån, og begynde afvikling på det også selv om det betyder, at de vil være længere tid om at nedbringe deres banklån, der typisk har en højere rente,« konstaterer Lise Nytoft Bergmann.

Ønsker de ikke det, kan de vælge mellem at købe en billigere bolig, så deres gæld ikke længere overskrider grænsen på 4 gange deres indkomst eller flytte til en kommune, der ikke hører til listen af vækstkommunerne.

Artiklens emner
Nordea Kredit
Lise Nytoft Bergmann